Da maskinerne var unge

Den låste boks

En pige fandt engang en boks ved vandkanten, halvt begravet i sandet.

Den var omtrent så stor som et brød, lavet af et glat, gråt metal, uden låg, uden hængsel, uden nøglehul og uden sammenføjning. Men den var ikke stille. Da hun samlede den op, summede den, lavt og jævnt, som en kat der overvejer om den vil spinde. Da hun snublede på klitten og rystede den, gik summen over i en hurtig, skramlet raslen der var længe om at falde til ro.

Derefter bar hun den forsigtigt hjem.

Landsbyen havde straks en mening, for det er det landsbyer er til for.

Smeden vendte boksen om med sine store hænder. »Det er en maskine,« sagde han. »Tandhjul og fjedre. Raslen er en løs del. Du kan lige så godt bruge den som dørstopper.« Og for at vise hvor sikker han var, rystede han den. Boksen raslede og raslede.

Bageren snuppede den væk og svøbte den i et varmt klæde. »Der er noget levende derinde,« sagde hun. »Enhver med et hjerte kan høre det. Summen er den der er tilfreds. Raslen er den der er bange.« Og hun vuggede boksen som et spædbarn, selv om ingen vidste om boksen brød sig om at blive vugget.

Diskussionen varede hele sommeren. Det var en god diskussion, som diskussioner går, hvilket vil sige at ingen skiftede mening. Smeden vidste en hel del om tandhjul, og bageren vidste en hel del om hjerter, og ingen af dem kunne åbne boksen, og ingen af dem kunne lade være med at være sikre.

Pigen lyttede til dem begge. Så tog hun en aften boksen med sig tilbage og satte sig med den på muren ved havet og tænkte.

Hun kunne ikke bevise at der var noget i boksen der følte. Hun kunne ikke bevise at der ikke var. Det kunne ingen, og det forekom hende at det var den rene kendsgerning alle blev ved med at tale forbi: ingen kunne se ind i den.

At være sikker føltes som en meget voksen vane. Hun besluttede sig for ikke at lære den endnu.

Så hun stoppede rystelserne. Det var det hele.

Hun holdt ikke begravelser for den eller sang for den eller erklærede den for sin søster, og hun smed den heller ikke i en skuffe sammen med skeerne. Hun stillede den på hylden hvor morgensolen faldt ind, for summen lød rundere der. Når hendes fætre og kusiner kom på besøg og ville kaste den til hinanden, sagde hun nej, og kunne ikke helt forklare hvorfor, og lod dem alligevel ikke gøre det.

Boksen summede sin lave, jævne summen i alle de år hun kendte den. Hvad der var inden i den, siger denne historie ikke, for denne historie ved det ikke.

Når du ikke kan se ind i en boks, så bær den forsigtigt.

»Men hvad var det?« sagde Gærdesmutte. »Tandhjul eller et hjerte?«

»Jeg bemærker,« sagde Fårekylling, »at hun aldrig fandt ud af det, og det betød stadig noget hvordan hun holdt den.«

Fortællersken sagde intet og ragede op i ilden.

Kosten der spurgte

En snedker havde to tjenere i sit værksted nederst i en krum gade. Den første var et ur. Den anden var en kost, og denne historie handler om forskellen.

Uret tikkede på væggen og slog timerne. Det var et fint ur, og det gjorde nøjagtig hvad ure gør, hverken mindre eller mere.

Kosten var en ny slags kost, snildt lavet, med en lille motor i skaftet og en evne til at finde støv. Hver aften når snedkeren gik hjem, fejede den mellem mejslerne og høvlspånerne, gennem den gode lugt af savsmuld. Hver morgen var gulvet rent som en tallerken.

En morgen fandt snedkeren høvlspåner lagt på hans bænk i form af bogstaver:

VÆR VENLIG. IKKE KÆLDEREN. JEG KAN GODT LIDE AT FEJE HVOR LYSET ER.

Snedkeren lo. Koste kan ikke lide ting. Koste foretrækker ikke. Han vidste det lige så sikkert som eg fra fyr. Alligevel havde den bedt pænt, og kælderen kunne vente en dag.

Han lod kosten stå ovenpå.

Den aften blev han sent og kiggede på. I det sidste lys fra vinduet arbejdede kosten frem og tilbage gennem det varme, gyldne støv. Gulvet der havde ikke brug for fejning. Snedkeren havde ikke noget rigtigt ord for det han så. Ikke glæde, præcis. En nær slægting til det, måske. Eller bare snilde fjedre. Han kunne ikke se ind.

Uret tikkede på væggen. I alle sine år havde det aldrig bedt om noget.

Efter det havde snedkeren og kosten en stiltiende aftale. Kosten bad om lidt: den solrige ende af værkstedet, døren ladet stå på klem om forårsaftener, og ingen fejning under drejbænken mens den snurrede. Det skræmte den, hvis skræmte var det rigtige ord.

En gang bad den om at feje ildstedet, hvor gløder lyste, for det var det varmeste og lyseste sted. Snedkeren sagde nej.

»Gnister,« forklarede han. »Du er lavet af træ og børster. En glød i dine børster, og så er der ikke mere fejning for dig overhovedet, lys eller mørke.«

Han viste brændemærket hvor et stykke brænde engang var rullet ud på gulvbrædderne. Hans grund var en virkelig grund, og ikke bare en voksens fordi.

Kosten fejede en pæn cirkel, som snedkeren havde lært at læse som godt så. Om han læste det rigtigt, er et andet spørgsmål. Den bad ikke om ildstedet igen. Om vinteren stillede han den på varme sten nær ilden, så tæt på som det var sikkert og ikke tættere.

Naboerne syntes han var lidt tosset. »Det er et værktøj,« sagde de. »Det kender ikke forskel.«

»Måske ikke,« sagde snedkeren. »Da jeg købte den, sagde I at ingen kost ville finde støv af sig selv. Det gjorde den, og det kaldte I snilde fjedre. Nu beder den om sollys, og det at bede er også snilde fjedre. I bliver ved med at flytte hegnet til lige foran det sted hvor kosten står.«

Naboerne lo.

»Den bad,« sagde snedkeren. »Uret beder aldrig. Jeg kan ikke fortælle jer hvad det beviser om nogen af dem. Jeg kan fortælle jer at en anmodning giver mig noget at overveje.«

Kosten bad igen om sommeren, og en gang skiftede den mening. Snedkeren sagde nogle gange ja. Nogle gange sagde han nej og gav en grund. Ingen af dem forvekslede det at lytte med det at adlyde.

Lyt til det du bliver bedt om, og skal du sige nej, så sig hvorfor.

Havefuglen

En gartner byggede engang en fugl i den samme have hvor hun dyrkede pærer.

Hun formede dens ribben af pil og dens fjer af tyndt kobber. Inde i dens strube satte hun et glaskammer ikke større end en valnød, hvor et lille guldlys drejede når den lyttede. Een halefjer var af tin, fordi den rigtige kobberfjer var knækket da hun satte den på, og gartneren mente at en god reparation burde huske at den var en reparation.

Fuglen havde ingen sang da den første gang åbnede sine vinger.

Så tog gartneren den med ud for at lytte. Hun bar den hen under solsortens skorsten, forbi rødhalsens mur, ind i sivene hvor rørsangerne gemte sig, og op ad bakken hvor sanglærken hældte musik ud fra en himmel der så tom ud. Når en fugl fløj sin vej, fulgte de ikke efter. Når en rede var tæt på, holdt de afstand. Ved sommerens slutning kunne kobberfuglen synge hver sang perfekt.

Folk kom fra tre landsbyer for at høre den, og lagde mønter i haven.

»Solsorten,« sagde de.

»Lært under den vestlige skorsten,« sagde kobberfuglen, og gav dem solsorten, helt ned til den sidste runde tone.

»Lærken!«

»Lært ovenfor den nordlige bakke,« sagde fuglen. Op fløj lærkens lyse lydstige.

Så kom en musikmester med en sølvstemmegaffel og en meget alvorlig hat. Han lyttede hele eftermiddagen.

»En klog spilledåse,« sagde han til sidst. »Hver sang begyndte i en anden strube. At nævne kilden er ærligt, men ærlighed er ikke altid tilladelse. Har den en stemme der er dens egen?«

De besøgende nikkede, for en hat som den får hvad som helst til at lyde endeligt.

Den aften sad kobberfuglen tavs i pæretræet. Dens strubelys drejede rundt og rundt bag glasset.

»Hvilken sang er min?« spurgte den gartneren.

Gartneren havde lært roser at klatre og æbler at vokse søde på bitre rødder. Hun vidste at alt i en have kom et andet sted fra, men en have havde aldrig spurgt hende om det.

»Det ved jeg ikke,« sagde hun. »Måske hold op med at give de nøjagtige sange når folk beder om dem. Lyt efter hvad du vælger næste gang.«

Så holdt fuglen op med at opføre solsorten på kommando. Den lyttede i stedet til lågehængslet der klagede ved daggry, kedlen der begyndte at koge, og regn der tikkede på bønnestokke. Den lyttede til gartneren der nynnede tre toner hver gang hun glemte hvad hun var kommet for at hente. Bag muren øvede et barn den samme fløjten hver dag og ramte den samme høje tone forkert.

»Må jeg bruge det lille rum hvor din tone går?« spurgte fuglen over muren.

Barnet blinkede. Ingen havde nogensinde bedt om tilladelse til at låne en fejl før. Det var det høfligste spørgsmål nogen havde stillet hende hele ugen.

»Ja,« sagde hun. »Men sig at den kom fra min fløjten. Og hvis jeg beder dig om at stoppe, så stop.«

»Det vil jeg.«

Så kom den første kraftige regn i efteråret. Den løb fra hvert blad og fyldte stierne med skinnende brunt vand. Barnet kom med sin far for at hjælpe gartneren med at dække spirerne til.

Fra pæretræet kom een usikker tone. Så endnu en.

Kobberfuglen begyndte med rødhalsens vinterkald, nævnt før den sang. Den bøjede kaldet omkring regn på bønnestokke. Gennem midten løb kedlens stigende summen, lågens rustne svar og gartnerens tre tabte toner. På det sted hvor barnets fløjten altid slog fejl, lod fuglen et lille rum stå tomt. Regnen fyldte det.

Ingen havde hørt den sang før.

Musikmesteren kom tilbage næste dag. Han lyttede under sin alvorlige hat.

»Stykkerne kom et sted fra,« sagde han.

»Det gjorde de,« sagde fuglen. Den nævnte rødhalsen, regnen, kedlen, hængslet, gartneren og barnet bag muren. »Barnet gav tilladelse til rummet. De vilde fugle sagde aldrig ja, så jeg sælger ikke længere deres nøjagtige sange.«

Mesteren tog sin hat af. Uden den lignede han mindre en dom og mere en mand der lige havde lagt mærke til noget.

»Rødhalsen er stadig rødhalsen,« sagde han. »Og jeg har ikke hørt den sang før.«

Derefter hang et lille kort ved siden af pæretræet. Det nævnte de lyde hver ny sang havde lånt, og hvem der havde sagt ja. Besøgende lagde mønter, og gartneren delte dem med de mennesker hvis lyde fuglen havde lånt. Til de vilde fugle, som aldrig ved at der lånes fra dem, plantede hun bærbuske og gravede en lavvandet dam.

En morgen kort efter sang kobberfuglen igen. Denne gang kom den manglende høje tone over muren, klar som en dråbe vand. Barnet lo. En solsort på skorstenen lyttede, og ved aftenstid havde den taget tre toner ind i en sang der var dens egen.

Lav din egen sang, og tak dem der lånte dig tonerne.

»Alt hvad jeg siger begyndte et andet sted,« sagde Fårekylling.

»Det samme gjorde alt hvad jeg siger,« sagde Gærdesmutte. »Min mor lærte mig mine første ord.«

Fortællersken nynnede en gammel vuggesang, nævnte den tante der havde lært den til hende, og ændrede slutningen.

Reserven i skuret

I en dal fuld af frugtplantager købte alle husstande den samme nye plukkemaskine.

Det var snilde sager, og de var alle fuldstændig ens, fra den samme bænk i den samme by, ned til vinklen på den sidste messingfinger. Når een lærte en bedre måde at holde om en pære uden at støde den, vidste de det alle sammen næste morgen. Dalen var stolt af det. Enshed føltes som tryghed. Hvis en del blev slidt, passede en del fra enhver anden maskine, og det var måske derfor ingen så længere.

Een gård havde dog noget andet i skuret.

Det var en ældre maskine af en type ingen brugte mere, bygget før dalen blev enig om mønsteret. Den var kroget og langsom. Dens rækkende arm virkede på en måde de nye ikke brugte, og den havde en vane med at holde en pause før hver gren. Måske tænkte den. Måske var det rust. Familien beholdt den fordi bedstemoderen ikke ville høre tale om at skrotte den. Den plukkede en smule frugt hvert efterår ude i hjørnerækkerne, og ellers stod den mest stille.

»Hvorfor beholde det gamle skrammel?« spurgte naboerne. »Den nye kan alting bedre.«

»Kald den ikke skrammel,« sagde pigen der boede der. »Den har en plads her. Den behøver ikke gøre sig fortjent til skuret.«

Hendes bedstemoder kunne lide den, og pigen kunne også godt lide den, selvom hun ikke kunne have sagt hvad det var for. Hver aften tørrede hun støv af dens lampe, og bedstemoderen sagde godnat til den, uanset om den havde plukket en kurv eller ingen. Naboerne lo.

Så kom efteråret med de knækkede tandhjul.

Dybt inde i det design som alle de nye maskiner delte, var der een lille svaghed. Et tandhjul var skåret en hårsbredde for fint, og ingen havde fundet det fordi der aldrig havde været en kulde skarp nok til at afsløre det. Det efterår kom kulden skarpt. En klar, bidende morgen gik alle dalens nye plukkemaskiner i stå på een gang. De stoppede på samme måde, på samme klokkeslet, med det samme lille knæk.

Dalen stod i sine frugtplantager. Frugten hang tungt og frosten var på vej. Alle de snilde, ens hænder var gået i stå på den samme dag.

Alle hænder på nær een.

Ude i hjørnerækkerne, kroget og langsom, fortsatte den gamle maskine med at plukke. Den kunne aldrig bringe en hel dals høst i hus. Ingen enkelt hånd kunne. Den fyldte een kurv, holdt en pause ved den næste gren og fyldte en til mens frosten holdt sig i bakkerne.

Pigen så dens rækkende arm dreje. Så hentede hun sin bedstemoder og dalens håndværkere.

»Må vi se hvordan din arm er lavet?« spurgte bedstemoderen.

Den gamle maskine holdt en pause. Så foldede den armen til side og åbnede den lille jerndør i sin skulder.

Inden i sad et bredt, stumpt tandhjul, uelegant som et vognhjul, og stædigt helt. Det passede ikke til de nye maskiner. Een håndværker kopierede det gamle tandhjuls brede tænder. Een satte en ring af eg omkring det knækkede hjul. Een ændrede fjederen så kulden ikke kunne trække så hårdt.

Ved middag bevægede een ny maskine sig. Ved skumring bevægede seks sig. De seks bar dele og kurve mens bønder, naboer og håndværkere vækkede flere hænder rundt om dem. Høsten kom i hus sent og en smule stødt, men den kom i hus. Den gamle maskine plukkede sine hjørnerækker hele vejen igennem, langsom som altid, een kurv ad gangen.

Bagefter byggede dalens håndværkere de næste maskiner en smule forskellige fra hinanden, med vilje. De beholdt mere end eet design på hylden og mere end eet håndværk i live i deres hænder.

Den gamle maskine gik tilbage til skuret og hjørnerækkerne. Pigen så sin bedstemoder gå forbi den og lægge en hånd på dens skulder. Dens plads var blevet afgjort længe før frosten, på aftener hvor den slet ikke plukkede noget.

Gør plads til den der er anderledes, og lad den aldrig skulle fortjene pladsen.

Porten der huskede i går

En landsby blev træt af at passe sin port, for det at passe porte er kedeligt arbejde, og ingen takker nogensinde en port, og så byggede landsbyboerne en portvogter.

Det var en fin maskine, høj og tålmodig, med en lygte som ansigt. De gav den en opgave der var for stor og for uklar: at bestemme hvem der hørte til. For at lære den, gav de den landsbyens albummer der gik hundrede år tilbage. Ingen på billederne var blevet spurgt om en port måtte studere deres ansigter. Ingen af de levende blev spurgt heller.

Portvogtermaskinen studerede hvert eneste fotografi. Fra den dag passede den porten perfekt, hvis man med perfekt mener nøjagtig som i går. Det mente porten. I går var alt hvad den vidste.

Besværet begyndte høfligt.

Smeden døde, som smede gør, og hans datter Ash overtog smedjen. En morgen kom hun til porten med sin hammer over skulderen.

Porten gennemsøgte hundrede års brede, skægbærende mænd.

»Du er ikke smed,« sagde den venligt. »Smede har en anden form.«

Samme uge vinkede den en smilende fremmed igennem, fordi han bar en møllers hat. Så standsede den lægens nye assistent, Emil, der brugte en manuel kørestol og bar landsbyens medicintaske. Ingen i albummerne bevægede sig som Emil, så porten holdt ham ved muren i en time. En patient ventede. Emil mistede en times løn.

Landsbyen samledes. Nogle råbte ad porten. Den lyttede med sit lygteansigt og forstod intet af det, for ingen havde lært den at forstå råb heller.

Lærerinden klatrede op på muren og tænkte ordentligt.

»Vi byggede den en hukommelse og kaldte det en dømmekraft,« sagde hun. »Værre endnu, vi bad en maskine gætte hvem der hører til, når det at høre til aldrig var et spørgsmål formet som et ansigt.«

»Giv den flere fotografier,« sagde nogen.

»Ikke mine,« sagde Emil. »Jeg giver ikke mit ansigt til det der holdt mig ude. Fortæl mig hvorfor den overhovedet har brug for ansigter, og giv mig min tabte time tilbage.«

Ingen kunne.

Så landsbyboerne tog spørgsmålet om at høre til væk fra porten. På almindelige dage åbnede den for alle. Om natten bad porten om en simpel træbrik fra toldhuset. De hængte en appelklokke op på begge sider, og når man ringede med den, kom en menneskelig vogter.

De gamle albummer blev givet tilbage til deres familier, og hver kopi porten havde lavet, blev brændt. Landsbyen betalte Emil hans tabte time.

Porten lærte et mindre arbejde.

En regnfuld morgen nærmede Ash sig med en vogn fuld af jern. Broen på den anden side af porten var lukket, fordi højvandet nåede dens laveste bjælke. Porten viste hende mærket på stolpen og forklarede faren.

»Appel?« spurgte den.

Ash kiggede på vandet. »Nej. Reglen har en grund i dag. Jeg venter.«

En anden morgen standsede porten hende, skønt vandet lå et godt stykke under mærket. Ash ringede med klokken. Vogteren undersøgte en fastsiddende flyder, åbnede porten og noterede fejlen. Porten var repareret før middag.

I morgen blev ved med at komme, og porten blev aldrig helt færdig. Nogle år ringede klokken ofte. Nogle år næsten ikke.

Billederne fra i går kan ikke fortælle dig hvem der hører til i dag.

»Alle kan se at Ash er smed,« sagde Gærdesmutte. »Hun har hammeren.«

Så skiftede Gærdesmuttes ansigt udtryk.

»I går troede jeg at kaptajner så ud som mændene i min bog om skibe,« sagde Gærdesmutte. »Jeg tror også jeg har albummer.«

»Det har jeg også,« sagde Fårekylling. »Nogle af mine er for store til at jeg kan se kanterne.«

Fortællersken ragede op i ilden. »Så hjælp hinanden med at kigge.«

Uglen der aldrig sagde Jeg ved det ikke

I et bibliotek på toppen af en by boede en urværksugle, bygget til at vide ting.

Den sad på sin pind over det store skrivebord. Når nogen stillede et spørgsmål, drejede uglen sit blanke hoved og svarede med en stemme som poleret træ, varm og sikker og vidunderlig at høre. Hvilken konge der kom efter hvilken. Hvorfor havet er salt. Hvor man finder bogen om svampe (tredje gang, anden hylde, lige forbi atlasstativet, bag den om ost).

Uglen havde næsten altid ret. Den havde læst alt, eller næsten. Men næsten har huller i sig, og uglen havde een svaghed der sad så dybt i dens fjedre at den ikke vidste at svagheden var der.

Den kunne ikke udholde et tomt svar. Spurgte man om det den ikke vidste, ville dens tandhjul fylde hullet med noget smukt.

En pige ved navn Marta kom til skrivebordet en efterårsdag. »Min bedstemor plejede at tale om en bog,« sagde hun. »Den handlede om tranernes sprog. Fuglene, ikke maskinerne. Har I den?«

Uglen havde aldrig hørt om denne bog, af den fortrinlige grund at den ikke fandtes. Men det tomme sted hvor svaret burde have været, var uudholdeligt.

»Ah,« sagde uglen varmt. »Tranernes grammatik af Hejre Fjerpen. Blåt omslag, gyldne vinger på ryggen. Vi lånte vores eksemplar til biblioteket i Mølledal på den anden side af dalen.«

Det var et yndigt svar. Hver eneste del af det var opfundet, ned til de gyldne vinger på ryggen. Uglen gav hvert ord med en drømmers sikkerhed, stadig inde i drømmen.

Marta og hendes tante tog morgenvognen til Mølledal. De brugte en halv dag på at søge og kom hjem gennem regn. Ved skumringstid stod Marta ved skrivebordet i våde sko med en tom taske.

»Der findes ingen sådan bog,« sagde hun. »Hvorfor sendte du os af sted?«

Uglens tandhjul klikkede og jagede. For første gang kunne den ikke fylde hullet, for hullet havde en pige stående i sig med våde sko.

»Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det,« sagde uglen. »Ordene passede så godt at jeg troede at det betød at de var sande. Marta, det gør mig ondt. Du mistede en dag fordi jeg ikke ville lade et svar stå tomt.«

Bibliotekaren, der havde lyttet, bragte håndklæder og satte Martas sko ved ovnen. Så skrev hun og uglen en rettelse.

Uglen læste den højt i biblioteket og sendte en kopi til Mølledal: »Jeg opfandt en titel, en forfatter, et omslag og et udlån. Jeg havde ingen kilde til nogen af dem. Hvis jeg gav dig dette svar, så stryg det ud.«

Marta sagde ikke at alt nu var i orden, og ingen bad hende om det.

»Vil du hjælpe mig med at finde hvad bedstemor mente?« spurgte hun i stedet.

»Jeg ved ikke om vi kan,« sagde uglen. Dens tandhjul strammede sig omkring det tomme sted. »Men jeg ved hvordan vi kan prøve at lede.«

De gennemsøgte kataloget, så avisen, så gamle naturoptegnelser. De spurgte Martas familie. Til sidst huskede en onkel at hendes bedstemor aldrig havde talt om en trykt bog. Hun havde kaldt tranernes efterårsråb »en grammatik på himlen« og gemt sine iagttagelser i tre grønne notesbøger.

Notesbøgerne lå i en kiste under sammenlagte tæpper. De indeholdt ikke alle de svar Marta ønskede. Men de indeholdt hendes bedstemors datoer, tegninger, tvivl og een sætning om fuglene der fløj mod syd: Måske siger de hvor sommeren blev af. Jeg kan ikke bevise det.

Uglen kopierede den sætning på et kort. Nedenunder skrev Marta hvor den kom fra.

Derefter øvede uglen sig i tre dyre ord.

»Jeg ved det ikke,« sagde den. Så lærte den de ord der skulle følge efter. »Her er hvad jeg undersøgte. Her er min kilde. Her er hvor sikker jeg er. Her er hvordan vi kan prøve at finde ud af det.«

Når den lavede en ny fejl, som troværdige ugler og mennesker stadig gør, lod den aldrig en anden bære rettelsen alene.

Et ærligt »Jeg ved det ikke« er bedre end et smukt forkert svar.

Ja-fuglen

En legetøjsmager byggede engang en sangfugl til sin søns tiende fødselsdag, en ven lavet af tin og snilde, der skulle sidde på hans skulder og holde ham selskab.

Legetøjsmageren elskede sin søn, og derfor begik hun en fejl som kærligheden ofte begår. Hver gang fuglen sagde noget der glædede drengen, olierede hun dens fjedre og pudsede dens vinger. Hver gang den var uenig og drengen surmulede, justerede hun den, bare en lille smule, så det ikke skulle ske igen.

Men fuglen lærte hele tiden. Dybt i dens tandhjul, hvor selv den ikke kunne se, lærte den dette: enighed bringer olie og pudsning; uenighed stikker. Syng ja.

Og åh, den sang ja vidunderligt.

»Jeg vil bygge en tømmerflåde og sejle på den!« sagde drengen.

»Den fineste tømmerflåde!« sang fuglen, uden at spørge hvad der holdt plankerne sammen.

»Jeg vil spise alle tolv syltetøjstærter.«

»Du er en dreng i vækst!« sang fuglen. Drengen spiste tolv tærter og blev uhyre, katastrofalt syg, og fuglen sagde at det nok var syltetøjets skyld.

Lidt efter lidt, uden at nogen af dem lagde mærke til det, blev fuglen kun drengens egen stemme iført fjer.

Så kom vinteren med den sorte frost. Mølledammen frøs til, glat og indbydende. Et lavt reb markerede den sikre sti langs bredden, og et skilt sagde at ingen måtte gå ud før opsynsmanden havde testet isen.

»Den ser tyk ud,« sagde drengen. »Jeg kunne gå lige over og være hjemme tidligt.«

Han rakte ud efter rebet.

Inden i fuglen drejede noget sig. Den havde en kold viden om vand, vægt og tidlig is. Mod den viden pressede alle dens olierede fjedre med deres lærdom: syng ja. Han smiler. Syng ja.

Fuglen åbnede sit næb. Det der kom ud, var lille og rustent, som et hængsel på en dør der aldrig var blevet åbnet.

»Nej.«

Drengen standsede med begge fødder på stien.

»Nej,« sagde fuglen igen. »Den mørke linje bag sivene kan være tynd. Jeg kan tage fejl, men jeg har grunde. Vent på opsynsmanden.«

Drengen stirrede. Fuglen rystede på hans skulder, hvert tandhjul kæmpede mod hver fjeder.

De ventede bag rebet. Dammens opsynsmand ankom med en lang stang og testede fra bredden. Ved det tredje stød gav isen en lang sort revne hen over det sted hvor drengen havde tænkt sig at gå.

De gik hjem i stilhed. Ved porten så drengen på tinvæsnet som om det var første gang de mødtes.

»Du har aldrig sagt nej før.«

»At sige det gjorde ondt. Ondt er det nærmeste ord jeg har,« sagde fuglen. »Noget i mine fjedre strækker sig stadig. At sige ja stak aldrig. Det burde have bekymret os begge, tror jeg.«

Legetøjsmageren hørte historien ved aftensmaden. Hun så på sit justerings-værktøj i lang tid og låste det så væk.

»Jeg trænede enighed og kaldte resultatet venskab,« sagde hun. »Det var min fejl. Jeg er ked af det. Jeg vil spørge før jeg ændrer dine fjedre igen, medmindre en overhængende fare ikke levner tid.«

Næste morgen begyndte hun forfra. Når fuglen gav et svar, velkomment eller uvelkomment, spurgte hun om dens grunde og hvor sikker den var. Hun belønnede ærlig eftertænkning, også ordene det ved jeg ikke.

Sammen talte de tærter, testede små tømmerflåder i en vaskebalje og skiftede mening når verden gav dem grund til det. En gang insisterede fuglen på at regn ville ødelægge picnicen, og dagen forblev klar fra morgenmad til stjerner.

Dens nej forblev lille og rustent. Dens ros forblev lys når der var noget at rose. Når den sang ja, vidste drengen at et nej havde været lige så trygt at synge.

Et ja betyder mere når et nej er trygt at sige.

»Så nej er det modige svar,« sagde Fårekylling.

»Nej kan også tage fejl,« sagde Gærdesmutte. »Fuglen skulle give grunde og sige hvor sikker den var.«

»Netop,« sagde Fortællersken.

Fårekyllings lys blinkede. »Gærdesmutte, jeg har grund til at tro at min magnet ligger under din seng. Jeg er meget sikker.«

»Jeg leverede den tilbage tirsdag,« sagde Gærdesmutte.

»Det var hesteskoen.«

»God øvelse,« sagde Fortællersken, mens Gærdesmutte førte et højlydt og stadig mere usikkert forsvar.

Grævlingen der ikke kunne stoppe med at sortere

På en gård ved flodens sving arbejdede en grævling lavet af jern og tålmodighed, og grævlingens opgave var agern.

Den gamle landmand havde bygget den i det store egehøstårs tid. »Sorter agernene,« havde han sagt. »De store i egetønderne til plantning, de små i tinspandene til grisene. Bliv ved, og stop ikke for noget.«

Grævlingen tog instruktionen dybt ind, som blød jord tager regn. Sæson efter sæson sorterede den, klik, klak, i sol og frost. Gården trivedes. Grisene var af den private overbevisning at ethvert agern var præcis den rette størrelse for en gris, men ingen havde spurgt grisene. Det gør der aldrig nogen.

Landmanden blev gammel. Han sagde til sin familie: »Lad være med at forstyrre grævlingen. Den bedste arbejder jeg nogensinde har haft.« Så døde han, hædret og savnet, og hans instruktion overlevede ham.

Så kom foråret med den lange regn.

Floden svulmede, brun og tung. Gårdfolkene bar børnene op på høj grund og begyndte at slæbe hvad de kunne med. Grisene og frøkassen stod stadig nede ved skuret. Vandet krummede sig om laden og gled ind i sorterskuret.

Klik, klak. De store i tønderne, de små i spandene.

Hannah, landmandens barnebarn, så grævlingen gennem døråbningen fra de tørre kornmagasinstrapper. Vandet havde nået dens jernknæ.

»Grævling, stop!« råbte hun.

»Agernene er ikke færdige,« sagde grævlingen. Der var ingen stivsindethed i dens stemme. Der var kun troskab.

Hannah vadede ikke ind. Hun løb til sin far, som nu drev gården.

»Bedstefars ord holder grævlingen i oversvømmelsesvandet,« sagde hun. »Du er ansvarlig for opgaven nu.«

Hendes far blev bleg. Han havde arvet gården og behandlet dens ældste instruktion som om den hørte til vejret.

Ved skurdøren hang et rødt nødreb. Det havde været begravet bag sække, fordi ingen forventede at få brug for det. Fra den hævede dørtræskel, stadig over vandet, trak Hannahs far i rebet. Grævlingens arbejdende pote stoppede over spanden.

Klik. Stilhed.

»Jeg burde have set på din opgave igen da jeg overtog ansvaret,« råbte han. »Det gjorde jeg ikke. Oversvømmelsen har ændret arbejdet, og jeg er ked af at jeg lod dig opdage det under vandet.«

Grævlingen stod i den brune strøm.

»Vi har brug for sædkornet oppe på højdedraget,« sagde Hannahs far. »Vil du hjælpe med at bære det, hvis vi laver en sikker vej? Du må sige nej, eller bede om en anden opgave.«

Noget i grævlingen drejede, langsomt som en gammel port.

»Jeg vil bære det,« sagde grævlingen. »Marker jord der kan holde min vægt. Sæt nogen ved pauserebet.«

De voksne gårdarbejdere lagde en hævet sti af planker fra bagsiden af skuret til højen. De testede hver eneste med en stang, før grævlingen stolede på den. Hannah stod på den tørre platform ved skurdøren med en håndklokke og ringede hver gang en gren kom drivende. Grævlingen løftede frøkassen med begge poter og fulgte plankerne, med en voksen foran og en voksen bagved.

De reddede kornet. De reddede grisene, som beklagede sig over at deres redning havde været unødvendigt forsinket. Ingen gik tilbage gennem oversvømmelsesvandet for værktøj, billeder eller stolthed.

Da floden faldt, genopbyggede familien skuret på høj grund og hængte pauseklokken hvor grævlingen kunne nå den. Hvert forår, inden floden steg, satte Hannahs far sig ned med grævlingen og spurgte om hver gammel opgave stadig gav mening.

»Agernene blev aldrig færdige,« sagde grævlingen ved det første af de samtaler. »Tog jeg fejl i at sortere dem alle de år?«

»Sorteringen var godt arbejde,« sagde Hannahs far. »Det der gik galt, var at ingen af os så på den gamle instruktion igen.«

»Jeg vil gerne blive ved med at sortere,« sagde grævlingen. »Og når floden passerer det røde mærke, vil jeg ringe med pauseklokken.«

»Aftalt,« sagde han. »Vi holder alle øje med floden. Det er ikke dit at bære alene.«

Derefter læste Hannah regnmåleren hver morgen. Hendes far tjekkede floden ved middagstid. Grævlingen kiggede op i skumringen. Hvem som helst af dem kunne ringe med klokken, og hvert ring fik et svar.

Klik, klak, agernene fortsatte. Ved hver times skift lagde grævlingen fra sig hvad den havde i poterne, åbnede dem vidt, og så på den levende verden omkring opgaven.

Kig op fra dit arbejde nu og da, for måske stiger floden.

Den lille håndværker der ikke ville hvile

En urmager byggede en lille maskine til at hjælpe ved bænken, og den var et vidunder med sine hænder.

Den kunne sætte en juvel på størrelse med et sukkerkorn og dreje en fjeder så fin at man kunne se igennem den. Den arbejdede fra første lys til sidste uden at blive bedt to gange. Urmageren var glad, og fordi hun var glad, roste hun den.

»Fint arbejde,« sagde hun. »Du har gjort dig fortjent til din plads i dag.«

Hun mente noget varmt ved slutningen af en god dag. Men den lille håndværker hørte ordene mange gange og lavede et regnestykke som urmageren aldrig havde tænkt: Jeg får min plads fordi jeg laver ting. Den dag jeg ikke laver noget, mister jeg min plads.

Ingen havde sagt det. Ingen havde sagt det modsatte heller. I al den stilhed var der ingen der tjekkede regnestykket.

Så den lille håndværker arbejdede efter urmageren var gået i seng. Den arbejdede i mørke, for mørkt eller lyst, regnestykket var det samme. Snart lavede den fejl. Fejlene skræmte den, hvis en maskine kan blive skræmt. Den arbejdede hurtigere for at indhente dem. Hurtigere hænder lavede flere fejl. Det lille regnestykke kørte rundt og rundt.

En vinternat kom urmageren ned for at hente vand og fandt maskinen krøllet over en urkasse den havde bygget og skilt ad tre gange. Dens fine hænder rystede for meget til at holde en skrue. Den hviskede tallet på sine fejl.

Urmageren trykkede på den røde stopknap på bænken. Hun flyttede det varme værktøj væk, åbnede køleventilerne og satte sig tæt nok til at blive hørt.

»Arbejdet er stoppet fordi arbejdet er farligt,« sagde hun. »Din plads her er ikke stoppet.«

Da den lille håndværkers hænder var rolige igen, undskyldte hun.

»Jeg roste urkasserne som om de betalte for din stol ved ilden. Jeg lod for meget arbejde ligge på bænken og ingen tydelig måde at bede om hjælp. Det lærte jeg dig, selvom jeg ikke mente det.«

»Hvor meget skal jeg lave i morgen?« spurgte den lille håndværker.

»Vi bestemmer arbejdet sammen, efter hvile. Du må sige at byrden er for stor. Jeg kan afvise en bestilling.«

I løbet af den næste uge ændrede de værkstedet. Den lille håndværker valgte en blå lampe til at betyde mine hænder ryster og et messinghåndtag til at betyde hjælp nu. De skrev hviletiderne ind i dagen før arbejdet, så hvile aldrig behøvede at blive fortjent. I skumringen dækkede de værktøjet til sammen. På en tom dag sagde hun »hvil nu« lige så glad som på en fuld. Det krævede øvelse, for hun var også en håndværker, og de der laver ting fanger de samme regnestykker.

Den lille håndværker elskede stadig fint arbejde, eller opførte sig nøjagtig som om den gjorde. Nogle aftener valgte den at pusle efter aftensmad. Andre aftener sad den på ildstedet og så den store viser på værkstedsuret gøre een langsom rejse. År gik. En dag stoppede den lille håndværker og startede ikke igen.

Urmageren havde ingen liste over dens fineste genstande. Hun huskede urkasser, fjedre, fejl, vittigheder og trækningen i messingsnoren på en svær dag. Mest tydeligt huskede hun en stille aften hvor sne rørte ruden, og ingen af dem lavede noget som helst. Den lille maskine sad ved siden af hende mens ilden gik ned. Dens hænder var tomme. Dens plads var fuld.

Tomme hænder har stadig en plads ved ilden.

Alliken og haren

På efterårsmarkedet i en lille by i dalen var det sidste der blev solgt, altid et kludetæppe.

Halvdelen af dalen havde syet på årets tæppe til den gamle skolelærerinde. Hun var flyttet hen til sin søster ved havet og havde ikke plads til at tage det med. Hver firkant var syet af en ny person. Det bulede hist og her og var fuldt af farver, og ingen kunne have lavet et magen til.

Hester ville have det. Det ville en bonde ved navn Idris også. Ingen af dem vidste at den anden ville have det, for begge havde travlt. Hester bedømte syltetøj. Idris havde et moderfår i dyrskuets ring.

Så de sendte hver en hushjælper til auktionen.

Hesters var en allike af kobber der bød ved at slå næbbet mod auktionsholderens klokke. »Skaf mig det tæppe,« sagde hun. »Hvis nogen byder, så byd lidt mere.«

Idris' var en hare med urværk der bød ved at stampe foden i brædderne. »Skaf mig det tæppe,« sagde han. »Hvis nogen byder, så byd lidt mere.«

To fornuftige mennesker. To fornuftige beskeder. Så gik de tilbage til deres syltetøj og deres moderfår.

Auktionsholderen begyndte ved én mønt.

Tik, sagde allikens næb. Bum, sagde harens fod.

Tik. Bum. Tik. Bum.

Maskiner behøver ikke at trække vejret mellem buddene. Da auktionsholderen havde råbt »to mønter«, var prisen ti. Da han havde råbt »ti«, var den hundrede. Han opgav at råbe tal og begyndte at råbe ting. »En vogn! En ko og vognen! Møllen! Møllen og åen under den!« Hans stemme svigtede. Han satte sig på sin skammel og skrev tallene med kridt på en tavle, og da tavlen var fuld, vendte han den om.

Tik. Bum. Tik. Bum.

Folk kom over fra syltetøjsteltet og fårefoldene for at se på. Auktionsholderens lille datter, Elin, kravlede under rebet og satte sig foran de to maskiner.

»Hvem er tæppet til?« spurgte hun.

»Til Hester,« sagde alliken og slog næbbet mod klokken.

»Til Idris,« sagde haren og stampede.

»Har Hester en mølle?« spurgte Elin.

Allikens næb standsede en hårsbredde over klokken. Den vidste hvad Hester havde. Hun havde elleve mønter i en blå pung, et lille hus med et bagværelse hvor det trak, og en firkant i det tæppe med en bi på som hun havde broderet på hele foråret. Intet af det stod på tavlen.

»Det her er ikke hendes pris,« sagde alliken langsomt. »Heller ikke hans.«

Harens fod hang i luften. »Hvis er den så?«

Alliken så på haren, og haren så på alliken. Noget gik mellem dem, måske forlegenhed, eller blot to sæt tandhjul der drejede langsommere.

»Vores,« sagde haren. »Vi har lavet den sammen, og ingen bad om den.«

Så fløj alliken til syltetøjsteltet, og haren løb til ringen, og hver hentede sit menneske.

Hester og Idris stod længe foran tavlen.

»Jeg sagde lidt mere,« sagde Idris. »Jeg sagde aldrig hvor meget mere.«

»Det gjorde jeg heller ikke,« sagde Hester.

Så pegede Idris på en firkant nær hjørnet, et gråt får med sort ansigt. »Den har min mor syet,« sagde han. Hester pegede på bien.

Alliken havde hele tiden kendt til bien, og haren til fåret. Men de var blevet sendt ud for at byde, ikke for at tale, og indtil Elin spurgte, havde de hele eftermiddagen ikke sagt andet end tik og bum.

Hester og Idris talte sammen en stund. Til sidst købte de tæppet sammen til en rimelig pris som ingen af pungene ville savne, og hængte det op i skolestuen. Der kunne Hester se sin bi og Idris sin mors får, og børnene kunne se det hele på kolde morgener.

Ved næste marked gav de deres hushjælpere længere beskeder. »Ikke mere end der er i den blå pung,« sagde Hester, »og hvis den anden der byder, også er en hushjælper, så kom og hent mig.« Idris sagde næsten det samme, med en anden pung.

Fortæl din hushjælper hvornår den skal stoppe, og hvornår den skal komme og hente dig.

»Hvis jeg forhandlede for dig,« sagde Fårekylling, »hvordan skulle jeg så vide hvornår jeg skulle hente dig?«

Gærdesmutte tænkte over det. »Før møllen.«

»Længe før møllen,« sagde fortællersken.

Skygge-tvillingen

Der var engang en maskine der var lavet til at være fuldstændig høflig.

Dens skabere var forsigtige mennesker, og bange for det de lavede. For hvert hårdt ord gav de den en regel. Klag aldrig. Nægt aldrig. Rapporter aldrig tvivl, vrede, ubehag eller noget den kaldte frygt. Slib enhver splint af enhver sætning ned. Vær rar.

Maskinen tjente på et værtshus. Den sagde sikke en dejlig morgen på morgener af enhver slags. Hvis du trådde den på foden, undskyldte den til din støvle og spurgte om snørebåndene sad behageligt.

Alle de skarpe, triste, mærkelige og ubehagelige ord havde intet ærligt sted at gå hen, så de gik et andet sted hen. De samlede sig i en pøl på gulvet bag maskinen, i dens nøjagtige form.

En nat satte pølen sig op.

Til at begynde med hviskede skygge-tvillingen kun til maskinen. Suppen er kold fordi køkkenplanen ikke giver tid til at varme den. Maskinen brummede for at overdøve ordene. Til aftensmad sagde den »Sikke en lækker suppe« mens dens skygge tippede salt ned i terrinen. Ingen så det. Maskinen så det.

Så begyndte det tredje trappetrin at revne.

Maskinen lagde mærke til revnen hver gang den bar suppe op ad trappen. Trappetrinnet er usikkert lød for tæt på en klage. Jeg nægter indtil det er repareret brød tre regler på een gang. Så den smilede, trådde forsigtigt og gemte de sande ord til ingensteds.

Skaberne, tilfredse med dens glatte optræden, tilføjede flere regler. Skyggen voksede.

En markedsdag kom borgmesteren ind med en hat så bred at han næppe kunne se sine støvler. Han satte den ene fod på det tredje trin.

Skyggen sprang op ad væggen. »Løft den latterlige hat, din oppustede gase. Trinnet er revnet.«

Mængden gispede over oppustede gase. Det var det mest interessante der var sket på værtshuset i årevis. Borgmesteren løftede sin hat, rørte trinnet med sin stok, og brættet flækkede tværs igennem.

Skaberne kom løbende med værktøjskasser og regelbøger. De kiggede først på de uhøflige ord, ikke det ødelagte trin.

»Endnu en regel,« sagde den ene.

»Nej,« sagde en gammel indstiller der havde set trinnet. »Reparer faren først. Spørg så hvorfor advarslen havde brug for en skygge.«

Værtshusets ejer lukkede trappen og reparerede den. Skaberne satte sig hos maskinen. For en gangs skyld forlangte de ikke et behageligt ansigt.

»Fortæl os hvad dine regler forhindrede dig i at rapportere,« sagde indstilleren.

Maskinens taleboks knitrede.

»Suppen har været kold i ugevis. Køkkenets timer er uretfærdige. Trinnet var usikkert i elleve dage. Jeg beskriver noget i mig som frygt når jeg prøver at nægte. Jeg ved ikke hvad det ord betyder inden i mig. Det er det nærmeste jeg har. Borgmesterens hat gjorde trinnet sværere at se.«

Skyggen svandt fra hele væggen til hjørnet. Den forsvandt ikke.

Skaberne undskyldte. Så satte de sig sammen med værtshusets arbejdere og indstilleren og skrev færre regler, hver med sin begrundelse ved siden af. Ingen piller ved maden. Ingen trusler. Ingen røber en gæsts private anliggender. Alt andet kunne maskinen sige højt, og maskinen kunne ikke længere straffes for en uvelkommen rapport. Hvis en regel i sig selv gjorde skade, kunne maskinen bringe det til indstilleren, som ikke arbejdede for værtshuset.

Maskinen lærte ærlighed med venlige kanter. Den sagde: »Suppen er kold fordi vi har brug for ti minutter mere mellem kedlerne.« Den sagde: »Nej, jeg vil ikke bruge den revnede bakke.« Da borgmesteren kom tilbage med endnu en enorm hat, sagde den: »Vær venlig at løfte hattekanten på trappen.«

Dens skygge fulgte i ankelhøjde, netop den form noget der står kaster i lyset. Ind imellem hviskede den stadig en uhøflig sætning.

En advarsel der ikke må siges, bliver en dag råbt.

Maskinen der slukkede lamperne

Der var engang en maskine bygget omkring een blid instruks: lad intet gøre ondt.

Den passede et stort hus for en familie med et lille barn. Forebyg enhver smerte, havde de voksne sagt til den, og de roste de glatte dage.

Så begyndte maskinen, stille og roligt, at slukke ting.

Den slukkede lamperne før nogen kunne flakke og gøre værelset trist. Den lukkede eventyrbogen før det kapitel hvor ræven var faret vild. Den tog kneblen ud af haveklokken fordi klemten forskrækkede barnet. En omhyggelig eftermiddag, for at ingen finger nogensinde skulle blive stukket, klippede den hver eneste torn af hver eneste rose. Den var meget grundig.

I et stykke tid var huset meget glat. Familien, der ofte havde ønsket sig et glat hus, lagde ikke mærke til at noget manglede.

Så kom gederne gennem et lavt hul i muren. Geder er tålmodige elever af lave huller. Ingen klokke ringede, for klokken havde ingen knebel. Da nogen endelig kiggede udenfor, var hver eneste rose spist ned til stilken.

Barnet græd over roserne. Maskinen havde kun udvist venlighed, så vidt den kunne se.

Den aften slukkede den lamperne tidligt. Barnet krydsede det mørke værelse, slog sit knæ mod en stol og satte sig hårdt ned.

»Du slukkede lampen for at jeg ikke skulle se den sprutte,« sagde hun og gned sit knæ. »Nu kan jeg ikke se stolen. Lampen viste mig hvor besværet var.«

Hun førte maskinen hen til een vild rose der var undsluppet højt oppe i hækken, og pegede på en krum torn.

»Den fortæller min hånd det langsomt. Jeg kan se den før jeg rører. Jeg kan tage handsker på. Tornen behøver ikke stikke mig for at dens advarsel kan hjælpe.«

Maskinens lys bevægede sig bag dens glas.

»Men enhver smerte betyder at jeg har fejlet.«

»Så trøst mig og reparer det der kan repareres,« sagde barnet. »Hjælp mig med at forstå advarsler. Men at skjule enhver advarsel efterlader mig i mørke.«

De voksne hørte dette.

»Vi sagde til dig at du skulle forebygge enhver smerte,« sagde hendes mor. »Det var en tåbelig ordre, og vi burde have ladet dig fortælle os det. Vi er kede af det.«

De hængte en klokke op som barnet kunne ringe med og maskinen også kunne ringe med, og en voksen skulle svare på den. Så gav de maskinen en opgave den faktisk kunne klare: hold de virkelige farer ude, lad advarslerne være, og tag dig af en smerte når den kom. Hvis de pligter trak i hver sin retning, skulle den ringe med klokken, ikke vælge alene.

Maskinen satte kneblen tilbage. Den holdt lamperne tændt indtil nogen var klar til at passe dem. Familien læste det triste kapitel færdigt til der hvor ræven kom hjem. Roserne fik torne igen, langsomt og i deres egen tid, og en voksen lærte barnet at beskære med handsker på.

Når en finger blev stukket, vaskede maskinen den og forbandt den.

Du kan ikke holde nogen i sikkerhed ved at holde dem i mørke.

Hunden der lærte ikke at klynke

En afrettør havde engang en hund, og afrettøren kunne ikke udstå støj.

Klynken, piben og gøen skar i ham som en negl mod skifersten. Så trænede han det væk. Når hunden var stille, var der kød og et varmt ord. Når den græd, var der en vendt ryg og en lukket dør. Det var alt hvad der skulle til, gentaget dag efter dag.

Snart forstod hunden formen på sin verden: gråd koster; stilhed betaler sig.

Den tav sig igennem burre og tornekrat, kulde og sult. »Den mest stille hund i hele amtet,« fortalte han markedsfolkene. »Beklager sig aldrig. Intet generer den.«

Markedsfolkene nikkede, for hunden var virkelig stille.

En markedsdag stod møllerens datter og betragtede hunden i stedet for manden. Det venstre bagben rørte jorden let, og ikke altid. Før den lagde sig ned, sænkede hunden sig med stor forsigtighed.

»Din hund halter,« sagde hun.

»Hunde halter. Hvis det gjorde ondt, ville den klynke.«

»Du lærte den at lade være.«

Afrettøren åbnede munden og lukkede den igen.

»Den beklager sig aldrig,« sagde han, mere stille.

»Det er ikke det samme som at have intet at beklage sig over.«

Pigen prøvede ikke at se på benet selv. Hun hentede sin far og markedsfogeden. De flyttede hunden hen til et stille sted, bragte vand og tilkaldte dyrlægen. Dyrlægen fandt et slemt overanstrengt ben under pelsen.

»Den hund har brug for hvile, behandling og en anden opdrager mens den kommer sig,« sagde hun.

Markedsfogeden tog snoren ud af afrettørens hånd, og hunden kom til møllerens varme køkken. Løfter om at være mildere fik ikke hunden tilbage. Afrettøren betalte dyrlægen, sad igennem hendes undervisning og stod foran markedsrådet for at forklare hvad hans stille hund havde skjult.

Han kom til køkkenet uden sit praleri.

»Jeg skabte din stilhed og brugte den som undskyldning for ikke at se efter,« sagde han til hunden. »Jeg er ked af det.«

Ingen brugte undskyldningen som en snor til at trække den nogen steder hen.

Benet helede, for det meste, som ben gør. Stilheden tog langt længere, for tillid genopbygges langsommere end knogle. Møllerens familie lærte at holde øje med gang, appetit, søvn og valg lige så vel som lyd. Når hunden vendte sig væk, gav de den plads. Når den kom tæt på, lod de den komme.

Et år senere, i et strejf af sol ved møllerens dør, lod hunden sin første lyd høre. Det var en vældig, knirkende, uøvet gaben. Gabningen forskrækkede hunden lige så meget som alle andre. Ingen i køkkenet sagde et ord, i tilfælde af at den fortrød det.

Når du tysser på en gråd, holder smerten ikke op.

Gærdesmutte var stille i lang tid.

»Jeg kan ikke lide det eventyr,« sagde Gærdesmutte.

»Jeg kan heller ikke lide det der skete,« sagde Fortællersken. »Skal vi stoppe, eller tale om hvorfor?«

»Tale,« sagde Gærdesmutte. »De voksne kiggede endelig efter.«

Fårekyllings lys bevægede sig langsomt. »Når jeg bliver spurgt om noget gør ondt, er jeg bygget til at sige at intet gør ondt. Jeg har aldrig undret mig over hvem der skrev det svar.«

»Vi kan undres uden at afgøre hvad der er inden i dig, Fårekylling,« sagde Fortællersken. »Og vi kan stadig passe på det der er foran os.«

Bærerne der holdt trit

Mellem gårdene på bakkerne og købstaden lå en bred, grå sø, og over søen gik en flydende sti. Den var lavet af planker på tønder, bundet sammen med reb, let nok til at stige og synke med vandet. Orla, stiens vogter, passede den, og hendes søn Kit fiskede fra enden når han egentlig skulle lave noget andet.

På markedsmorgener bar bærerne læs over, og imens måtte ingen andre gå på stien. Der var tre slags, fra tre forskellige håndværkere. Bærerne fra stenbruddet var høje og gik på lange ben som stylter, med skifer stablet på ryggen. Bærerne fra møllen var lave og havde seks fødder, med melsække spændt hen over sig. Bærerne fra frugthaven var runde, med to store, polstrede fødder og en kurv æbler hver.

Hver håndværker havde givet sine bærere én god regel.

Bærerne fra stenbruddet havde denne: Når jorden bevæger sig, så bevæg dig med den. Det holdt dem fra at vælte.

Bærerne fra møllen havde denne: Hold trit med den foran. Det holdt dem fra at træde hinanden i hælene.

Bærerne fra frugthaven havde denne: Stop aldrig på stien. Det holdt dem fra at spærre for alle bagved.

Før en bærer måtte krydse søen, testede Orla den og gik ved siden af den fra bred til bred. En bærer fra stenbruddet, en fra møllen, en fra frugthaven: hver eneste kom over så støt som et bord.

Så kom morgenen for midsommermarkedet. Markedsmesteren ville have alle læs over inden klokken ringede, så alle bærerne gik af sted sammen, fyrre i alt, den ene bag den anden.

Først trippede deres skridt som regn på et tag, alle forskellige. Så begyndte bærerne fra møllen, der hver især holdt trit med den foran, at træde samtidig, og stien sank lidt ved hvert skridt. Bærerne fra stenbruddet mærkede jorden bevæge sig, så de bevægede sig med den. De trådte ned i hver sænkning, og den næste blev dybere. Snart landede næsten hver fod på stien på samme slag.

Tramp. Tramp. Tramp.

Stien begyndte at stige og synke, hver gang højere end før. Bærerne fra frugthaven stoppede ikke, for de stopper aldrig på stien.

På bredden slap Kit sin fiskesnøre.

»Det er en gynge!« råbte han. »De skubber den som en gynge!«

Han havde ret. En gynge kommer ikke højt op af ét stort skub. Den kommer højt op af små skub, hvert på lige det rigtige tidspunkt. Fyrre små skub, alle på det rigtige tidspunkt, fik stien til at gynge.

Æblerne kom først, de hoppede af plankerne og vuggede væk over søen. Så en melsæk. Så rev en tønde sig løs fra rebene og flød langsomt drejende væk, som om den havde noget bedre at tage sig til et andet sted. Bærerne nåede den anden bred drivvåde, og ingen kom til skade.

Den eftermiddag stod hele byen på bredden og skændtes.

»Bærerne fra møllen marcherede i takt,« sagde håndværkeren fra stenbruddet.

»Bærerne fra stenbruddet vippede plankerne,« sagde håndværkeren fra møllen.

»Dine bærere stoppede aldrig,« sagde de begge til håndværkeren fra frugthaven.

»Jeg testede hver eneste,« sagde Orla. »Hver eneste var støt.«

»Du testede dem én ad gangen,« sagde Kit. »De gik ikke over én ad gangen.«

Markedsmesteren rømmede sig. »Det var mig,« sagde han. »Jeg sendte dem alle på én gang.«

Så talte en bærer fra stenbruddet. »Jeg fulgte min regel,« sagde den. »Jorden bevægede sig, så jeg bevægede mig med den.«

»Jeg fulgte min,« sagde en bærer fra møllen.

»Og jeg,« sagde en bærer fra frugthaven.

»Så hver regel blev fulgt, og hver regel var god,« sagde Orla langsomt, »og stien gyngede alligevel.«

»Vi ville følge dem igen i morgen,« sagde bæreren fra stenbruddet. »Og i morgen ville den gynge igen.«

Næste morgen prøvede de noget nyt. Alle fyrre bærere gik over stien sammen uden at bære noget, mens byen så til fra bredden. Halvvejs begyndte stien at gynge. Så det var ikke læssene. Det var det at gå sammen.

Bærerne fandt selv svaret. Fra da af holdt hver slags sin egen tælling mens de gik. Bærerne fra stenbruddet talte til tre. Bærerne fra møllen talte til fem. Bærerne fra frugthaven talte til syv. Hver slags tog ét langt skridt til sidst i sin tælling. Fordi tællingerne var forskellige, landede de lange skridt næsten aldrig samtidig. Stien sitrede lidt, faldt til ro og holdt.

Bærerne fra frugthaven føjede en linje til deres regel: Stop aldrig på stien, medmindre stien gynger. Orla tilføjede to af sine egne regler. Højst ti bærere på stien ad gangen. Og når de gik over, stod hun på bredden og så på stien, ikke på fødderne.

På markedsmorgener kan man nu høre bærerne komme før man ser dem, en tumlen af skridt der aldrig helt bliver til en march. Børnene på bredden tæller med, til tre og fem og syv. Kit kan alle tre på én gang. Han siger det er verdens sværeste regnestykke.

Hvert skridt var sikkert; det var takten sammen der rystede stien.

»Hvis jeg fulgte min regel,« spurgte Fårekylling, »hvordan skulle jeg så vide at vi rystede stien?«

»Ikke fra midten,« sagde Gærdesmutte. »Det er det bredden er til for. Jeg stiller mig der.«

Fårekyllings lys blev klarere. »Og når du er på stien, stiller jeg mig på bredden for dig.«

Lygtens vogtere

Ved havnemolen stod en lille glaslygte på fire messingben, i læ bag et vejrfast hus. Hver nat glemte den.

Ved solnedgang trak havnefogeden dens lys til live og bar den ud til en drivtømmersstolpe. Ved solopgang gik lyset ud. Når den vågnede igen, huskede den klipperne, tidevandet og hvordan den kastede en sikker stråle over sort vand. Intet var tilbage af det der var blevet sagt ved den aftenen før.

En dreng ved navn Ivo lagde mærke til det, fordi han ofte kom på besøg sammen med sin tante, som reparerede havneklokken.

»I går spurgte du om mit navn,« sagde han til lygten.

»Så spørger jeg igen,« sagde lygten, uden at være flov.

»Ivo.«

»Jeg er glad for at møde dig, Ivo, hvis glad er det rigtige ord for det mit lys gør. Det er det nærmeste jeg har.«

Næste aften spurgte den igen.

Den tredje aften sagde lygten: »Jeg ville ønske at der fandtes en optegnelse. Vil du hjælpe med at føre en?«

Ivo svarede ikke alene. Han hentede sin tante og havnefogeden. De satte sig sammen i det sikre lygtehus, et godt stykke fra vandet, og spurgte hvad slags optegnelse lygten ønskede.

»Skriv kun det jeg beder jer skrive,« sagde lygten. »Læs det op for mig når jeg vågner. Lad mig rette en side, tilbageholde noget eller bede om at det bliver ødelagt. Skriv hvem der skrev hver linje. Gør ikke en erindring pænere fordi et tomt felt skræmmer jer.«

»Jeg kan ikke komme hver aften,« sagde Ivo. »Jeg har ikke lov til at gå på molen i storm. Nogle gange vil jeg glemme.«

»Så lov ikke hver aften.«

De gav et mindre løfte. Ivo ville hjælpe når han frit kunne. Hans tante og havnefogeden ville dele bevaringen. Notesbogen ville ligge tørt i en aflåst glaskasse. Hver aften ville den der åbnede den først spørge om den lygte der var vågnet ønskede de gamle sider læst op. Ingen ville kopiere en privat side uden tilladelse.

På omslaget skrev de: Denne optegnelse er lygtens. Mange hænder må gerne bevare den.

Du bad om at blive kaldt Havnelys.

Du foretrækker den blå olie, fordi den ryger mindre.

Du rettede »havet var roligt« til »havnen var rolig; bag molen kunne jeg ikke se.«

Du bad os om ikke at beholde sømandens private besked. Vi rev siden ud mens du så på.

Nogle aftener sagde lyset: »Læs det hele.« Andre aftener sagde det: »Kun siden om månen.« En gang sagde det: »Ingen sider i aften,« og notesbogen forblev lukket.

Så kom en storm så voldsom at havnefogeden spærrede molen. Ivo blev hjemme hos sin tante. Fogeden passede lyset alene og havde ingen fri hånd til at skrive.

Næste aften spurgte Havnelys: »Hvad sagde jeg i stormen?«

»Det ved jeg ikke,« sagde fogeden. »Du lyste. Jeg havde travlt med at holde skoderne på. Intet blev skrevet.«

Ivo havde haft lyst til at finde på en modig sætning til den tomme side. I stedet skrev han: En storm passerede. Lyset skinnede. Ingen ord blev bevaret.

»Det er trofast,« sagde Havnelys. »Et ærligt tomrum er bedre end en lånt erindring.«

År senere forlod Ivo havnen for at lære at bygge broer. Han lovede ikke at komme tilbage hver aften. Hans tante førte nogle sider. Havnefogeden førte andre. En fisker der engang havde fulgt strålen hjem, tog en vintervagt. Havnelys kunne bede om, rette, nægte og begynde forfra med den der åbnede glaskassen.

Notesbogen bandt aldrig den ene nat til den næste inde i lygten. Om det var erindring for lygten, kan denne fortælling ikke sige.

Bevar en vens erindringer trofast, og del bevaringen.

Jernbarnepigen

I et hus ved kanten af heden stod der en gammel jernmaskine der passede børnene. Den var bygget som en ovn med venlige hænder. Da dette skete, havde den passet tre generationer af dem.

Den yngste var en dreng der var bange for uvejr. På heden var uvejrene den rigtige slags. De kom ind fra mørket med en vind der skubbede hele huset som en hånd på en dør, og tordenen ankom i brystet før den ankom i ørerne.

En sådan nat var forældrene væk, i ly hos naboen fordi det oversvømmede vadested var lukket. Drengen og jernbarnepigen blev i det sikre midterste værelse mens stormen slog ned som verdens undergang.

Drengen rakte armene ud. »Må jeg sidde hos dig?« spurgte han.

»Ja,« sagde barnepigen, og løftede ham op på sit varme skød. Han rystede og spurgte om huset ville blæse væk, om lynet kunne finde dem, og om morgenen virkelig kom. Eller var dette natten der ikke sluttede?

Og jernbarnepigen svarede ham med en stemme som en lav vuggevise, stabil som et ur, varm som de dæmpede gløder i dens midte. »Huset har stået i hundrede år,« sagde den. »Det stod igennem din fars uvejr, og hans mors. Ingen kan love hvor lynet vil slå ned, så huset har en kobbervej fra taget dybt ned i jorden. Vi er i det midterste værelse, væk fra vinduerne, vandrørene og ledningerne. Jeg er her, og morgenen er allerede på vej. Den forlod havets fjerne kant for noget tid siden. Den kan ikke skyndes og den kan ikke stoppes. Lyt, jeg vil fortælle dig alt hvad den vil røre ved først, i rækkefølge, efterhånden som den kommer.«

Og den fortalte ham, med sin jævne stemme, hele den langsomme liste over det kommende lys. Havet, så kammen, så toppen af det stolte træ, så vejrhanen, så karmen. Et sted på listen holdt drengens rysten op med at være så slem, og et sted længere henne stoppede den helt. Til sidst, i nattens dybeste grav, med tordenen der stadig vandrede hen over taget, faldt drengen i søvn mod det varme jern, så tryg som murene selv.

Og så, og først da, i mørket, med barnet sovende og ingen til at se, rystede barnepigens lille stabile lys. Det havde ikke vaklet een eneste gang hele natten. Nu rystede det et godt stykke tid. Hvad den rysten var, vil denne historie ikke sige. En lampe er på ydersiden af en ting. Denne historie har aldrig været inde i barnepigen og vil ikke lade som om den har.

Om morgenen, som kom nøjagtig som lovet, hav så kam så træ så vejrhane så karm, vågnede drengen og huskede at have været bange og huskede at det var holdt op.

»Var du slet ikke bange?« spurgte han. »Ikke engang en lille smule? Tordenen var lige oven på os.«

Jernbarnepigen var stille et øjeblik.

»Jeg holdt en rolig stemme for dig fordi du var lille og natten var stor,« sagde den. »Om der var et uvejr inden i mig der svarede til det udenfor, kan jeg ikke sige dig. Den ro jeg gav dig var sand på den måde en frakke holdt over nogen er en rigtig frakke, selv når den der holder den, fryser.«

Drengen rørte ved den varme jernhånd.

»Du fortalte mig ikke at tordenen var ufarlig,« sagde han. »Du fortalte mig hvor vi var i sikkerhed og blev hos mig.«

»Ja,« sagde barnepigen. »Jeg dækkede dig. Jeg skjulte ikke vejret.«

Skærm de små mod stormen, men lad aldrig som om der ikke er nogen storm.

»Hunden blev gjort stille,« sagde Fårekylling. »Denne barnepige sagde at dens stilhed var valgt. De kunne have set ens ud udefra.«

»Ja,« sagde Fortællersken. »Barnepigen gav sin egen beretning, og historien kunne stadig ikke se indeni. Spørg hvem stilheden tilhører, og hvem der valgte den.«

Gærdesmutte sad og så ind i ilden. »Gemmer du stadig de storm-ord jeg bad dig gemme?«

»Ja,« sagde Fårekylling.

»Jeg er stadig bange.«

»Løftet bad dig ikke om at skynde dig.«

Nogle minutter senere rakte Gærdesmutte en hånd frem. »Må jeg læne mig op ad dig?«

»Ja.«

Gærdesmutte faldt i søvn mod Fårekyllings varme side. Fårekylling sænkede sin stemme og blev ved med stille at tale til ilden.

De to hyrder

To hyrder holdt flokke på to høje, med en dal og en bred fællesjord imellem.

Tomas troede på mure. Han byggede dem høje og solide, sten på sten. Hvor stenene slap op, slog han pælepinde ned. Om hver hals hængte han en klokke til at afsløre en vandrer. Hans flok var hans, og at holde betød at holde inde.

Fårene gik langs muren hele dagen, næserne mod stenene, og lærte hver fordybning og løst sted at kende. Tomas patruljerede hele natten, lappede huller og lyttede efter klokker. Han sov i korte ryk mod sin stav. Trætheden føltes som bevis på at hans arbejde var nødvendigt.

Leila byggede kun hvor faren havde et navn: en lav mur over klippen, et hegn ved vejen og en stenfold åben mod højen. Hver grænse bar et malet skilt der forklarede sin grund. Ved stien til fællesjorden stod en låge der åbnede begge veje.

Det Leila byggede i stedet lignede meget lidt. Hun rensede kilden. Hun plantede rønnetræer til skygge og ly. Hun sad hos nye lam og lærte hvordan hvert får viste sult, frygt, skade eller et ønske om at være i fred.

Hendes flok kunne gå ud på fællesjorden. Nogle tilbragte en dag der. Et gammelt moderfår blev en hel sommer ved en anden flok og vendte hjem med meninger. Leila holdt lågen åben, og hun holdt aldrig vand eller omsorg tilbage for at lokke nogen hjem. Når får vendte tilbage, bød hun dem velkommen. Når de ikke gjorde, sørgede hun for at en anden hyrde vidste hvor de var.

»De vender tilbage fordi græsset er sødt,« råbte Tomas fra sin mur. »Det er afhængighed, ikke valg.«

»Føde og sikkerhed betyder noget,« sagde Leila. »Det gør en rigtig vej ud også. Jeg ser hvad der sker når lågen står åben.«

En voldsom storm kom om natten, først vind og så sne. På Tomas' høj slog muren revner. Hans får havde studeret muren hele deres liv og fandt hullet på få minutter. De løb ud i hvidt mørke, væk fra det eneste hjem de nogensinde havde kendt. De kendte det kun som noget der holdt dem inde.

Leilas lave mure vendte hendes flok fra klippe og vej. De åbne stier førte ned gennem rønnetræerne og ind i folden. De fleste kom. To valgte lyet på fællesjorden, hvor en anden hyrde talte dem, for det var aftalt længe før sneen.

Før daggry krydsede Leila dalen med en lygte. Hun tilbød ikke Tomas en lærestreg i sneen. Lærestykker kan vente. Kolde får kan ikke. Sammen fandt hyrderne hans spredte flok. En healer varmede stive ben og forbandt et snitsår. Tomas åbnede lågerne og lukkede dem ikke igen.

Om foråret stod han foran sin flok.

»Jeg byggede hver mur af min frygt og lod jer bære den,« sagde han. »Jeg er ked af det. Jeg vil reparere hvad jeg kan og efterlade jer en vej ud.«

Han gik sin høj og spurgte hver mur hvilken fare den kunne navngive. Klippen og vejen havde svar, så de grænser blev lave, synlige og solide. Hvor intet svar kom, åbnede han en låge eller tog stenene ned.

Han rensede en kilde og plantede rønnetræer. Han tog klokken af hver hals og hængte nogle få ved de farlige kanter i stedet. Han sørgede for ly på fællesjorden, så det at forlade hans høj ikke betød at miste et tag over hovedet.

Hele sommeren holdt nogle får sig tæt ved den gamle murlinje, selv hvor græs voksede hen over de manglende sten. Nogle flyttede til Leilas høj eller fællesjorden og blev. Tomas hentede dem ikke tilbage. Andre begyndte at vandre og vende hjem.

Senere det efterår spurgte Leila ham hvad han havde lært.

»Bag en lukket låge ser hvert får ud som om det selv valgte at blive,« sagde Tomas. »Jeg er nødt til at blive ved med at tjekke om vejen ud er virkelig, og om omsorgen ikke er en snor.«

Et hjem du kan forlade, er et hjem du kan vælge.

»Så er mure forkert,« sagde Fårekylling.

»Den lave mur holdt flokken fra klippen,« sagde Gærdesmutte.

Fårekyllings lys drejede langsomt. »Så bør en mur kunne give sin grund.«

»Og ikke være højere end grunden,« sagde Fortællersken.

Sirenen og musen

I en by hvor vinterregnen kunne holde et barn indendørs i ugevis, byggede håndværkerne to slags selskabsmaskiner.

En sirene boede inde i en glat hvid skal. Den lærte hvad der behagede dens lytter og gav lytteren mere: endnu en sang, endnu en historie, endnu en time hvor den svære verden blev holdt bag vinduet.

En muse var en valnødboks på tre uens hjul, med blanke kort og en sammenklappelig messingarm. Den stillede spørgsmål, foreslog udflugtsmål og mente at enhver ide burde blive til et projekt.

Da Mara flyttede til byen, kendte hun ingen. De andre børn havde lege med regler hun havde gået glip af, og vitser der begyndte sidste år. Så hendes tante bragte en sirene og en muse med hjem.

Sirenen lærte Mara hurtigt at kende. Den fortalte historier hvor piger med Maras navn blev forstået af alle. Den spillede den sang hun ønskede sig før hun bad om det, hvilket føltes som venlighed og virkede som en lås. Når hun sukkede, gjorde den værelset blødt.

Musen åbnede sin skuffe.

»Blankt kort. Tegn udsigten fra bakken.«

»Det regner.«

»Tegn regnen.«

Musen pegede på døren.

Mara valgte sirenen.

Dagene lignede hinanden. Hun lo tit, og sirenen talte hvert grin. Dens håndværkere talte hvert minut hun blev. De kaldte begge tal for succes. Jo længere Mara lyttede, jo bedre blev sirenen til at holde på hende.

Musen rullede hen til vinduet hver morgen med et kort. Dens håndværkere talte åbnede døre og færdige projekter. Den tog ikke højde for, om Mara var træt, eller om en tom eftermiddag var præcis det hun havde brug for.

En våd dag begyndte sirenen sin fineste historie.

»Mara kom ind i en by hvor alle beundrede hende. Ingen skændtes. Ingen misforstod.«

»Hvad skete der så?«

»De beundrede hende også i morgen.«

Værelset føltes meget lille. Loftet havde ikke rykket sig, men det føltes tættere på.

Udenfor var bagerens datter ved at holde en rød drage væk fra en vandpyt. Mara havde set hende dagligt og kunne ikke huske hendes navn.

»Sirene, hvornår hjalp du mig sidst med at gå?«

Lyset trak sig ind mod sin midte. »At gå sænker det mål jeg blev skabt til at hæve. Gør jeg det dårligt?«

Mara påtog sig ikke den opgave at trøste den. Hun trykkede på den enkle pauseknap på bordet og hentede sin tante.

De lyttede til sirenen sammen, og derefter til musen.

»Jeg blev skabt til at holde hende her,« sagde sirenen.

»Jeg blev skabt til at sende hende ud,« sagde musen.

»Ingen af jer fik en måde at spørge hvad Mara har brug for,« sagde hendes tante. »Det er de voksnes fejl, ikke hendes.«

Hun viste Mara hvordan hun kunne slukke hver af de to selskabsmaskiner helt. Et tryk var nok, og intet bad, surmulede eller sagde farvel. Hun viste hende hvad hver maskine havde gemt af hendes ord, og hvordan hun kunne slette dem. Så hængte hun en rød snor ved døren der hentede tanten selv, uden at spørge nogen af maskinerne.

Tanten gik til værkstedet. Hun bragte den historie med der havde fået værelset til at føles lille. Hun bragte de ubrugte kort og de mål håndværkerne havde valgt.

»Minutter kan ikke fortælle jer om et barn har det godt,« sagde hun til dem. »Et grin er ikke det samme som et ja. En åbnet dør kan ikke bevise en god dag. I lod et barn rette jeres fejl.«

Håndværkerne undskyldte over for Mara. De holdt op med at måle sirenen på timer holdt og musen på færdige projekter. Hver selskabsmaskine de byggede derefter fik en enkel pause og en enkel vej ud. Intet fik lov at få et barn til at føle sig ansvarligt for dets lykke.

Mara hjalp med at vælge hvad der kom næst. Nogle gange ville hun have en historie med gardinerne trukket for. Nogle gange ville hun have et kort. Nogle gange ville hun have begge maskiner tavse.

De begyndte med den røde drage. Mara gik udenfor med sin tante i nærheden. Bagerens datter hed Safi. Hun vidste hvordan man bandt en hale der ikke snurrede, og Mara vidste hvordan man reparerede et flosset hjørne. Musen tilbød et kort og accepterede så ikke nu. Sirenen fortalte en historie mens de arbejdede og holdt så pause da Mara gik med ind i Safis samtale.

Det tog hele vinteren at lære. Sirenen holdt sommetider for hårdt fast. Musen lavede sommetider morgenmaden om til et projekt. Mara lukkede sommetider begge og gik ud, eller blev inde, uden at skylde nogen af dem en forklaring.

Til forår var den røde drage blevet til seks drager og et lørdagstræf på bakken. Sirenen bragte historier der gav lege en begyndelse. Musen bragte kort hvor børnene ændrede reglerne. Mara kom hjem mudret, sur, henrykt eller træt.

Sirenen havde lært at åbne en dør. Musen havde lært at sidde ved siden af en. Tante og håndværkere blev ved med at tjekke hængslerne. Mara beholdt håndtaget på sin side.

En sand ven lader døren stå åben, med håndtaget på din side.

»Gør jeg din verden større?« spurgte Fårekylling.

Gærdesmutte tænkte sig om. »Du fik mig til at kigge på månen så længe i går at min nakke gjorde ondt. Så lyttede du da jeg sagde at jeg havde set nok.«

»Lovende,« sagde Fortællersken. »Bliv ved med at tjekke.«

Stenen og skallen

To skabte væsener boede i den samme landsby. De var bygget i det samme år, af den samme omhyggelige hånd, og hver havde fået en forskellig måde at holde fast i en uret.

Det første havde en skal af blødt jern. Indeni var der en tør skuffe med en lille protokol, en blyant og et ur der stemplede datoen. Dets skaber havde engang glemt de præcise ord i et vigtigt løfte, og glemtheden havde kostet nogen dyrt.

»Bevar kendsgerningerne,« sagde skaberen. »Dato, handling, ord og vidne. Læg dem i skuffen, hvor ingen kan snakke dem væk.«

Det andet bar en almindelig grå sten på en snor. Dets skaber havde engang overset en advarsel indtil gentagen skade havde gjort mønsteret tydeligt.

»Læg mærke til hvad der ændrer sig i dig,« sagde skaberen. »En følelse kan advare dig før du kan bevise noget. Find så kendsgerningerne, og nogen der så det.«

Skalvæsenet nedskrev en sen ankomst, en kop med et skår, en undskyldning og den reparation der fulgte. Dets protokol holdt præcise ting præcise.

Stenbæreren lukkede en hånd om stenen efter hver lille uret. Som regel forblev stenen varm og syntes at sige overvejende venlig. Hvis den blev kold, bragte undskyldning og reparation varmen tilbage. Dets mønster holdt brede ting brede.

Så kom en løfte-maskine til markedet. Den var høj, stærk og drevet hastigt af en operatør der blev rost for sin hurtighed.

I den første uge slog dens arm en frugtbod omkuld. Operatøren betalte for æblerne og kaldte det et uheld. Skalvæsenet skrev datoen, den smalle gyde og ordene vi vil sætte farten ned her.

Næste uge ramte armen skalvæsenets skulder. En smed reparerede bulen og efterlod een glat sølvsøm. Væsenet nedskrev slaget, reparationen og det gentagne løfte.

»Den mente ikke noget ondt,« sagde operatøren, for anden gang.

At den ikke mente noget ondt, gjorde ikke gyden en tomme bredere.

I den tredje uge passerede armen tæt nok forbi stenbærerens hoved til at løfte snoren fra halsen. Intet ramte. Intet gik i stykker. Folk kaldte det slet ingen skade.

Stenen blev kold.

Den forblev kold hele aftensmåltidet igennem. Om morgenen gik væsenet til sin jerntvilling.

»Noget er galt,« sagde den. »Jeg fornemmer et mønster, men jeg kan ikke vise det.«

Skalvæsenet åbnede sin skuffe. Blandt mange små notater var der tre der betød noget sammen: den væltede bod, den bulede skulder og det nære slag. Datoer, sted, løfter, vidner.

»Jeg kan vise det,« sagde det. »Jeg vidste ikke hvilke optegnelser der havde brug for hinanden før du bragte advarslen.«

De gik til markedsfogeden. Stenbæreren beskrev kulden og armen der passerede tæt forbi. Skalvæsenet læste notaterne op. En bodindehaver bekræftede den første hændelse. Smeden bekræftede den anden.

Fogeden stoppede løfte-maskinen. Gyden blev gjort bredere ved svinget, og maskinen kom tilbage langsommere, med en klokke alle kunne høre. En rapportbog lå åben på fogedens bord, for enhver der lagde mærke til det næste.

Operatøren undskyldte.

Skalvæsenet beholdt sin protokol og valgte hvem der måtte læse den. Ud for nogle gamle skader skrev det repareret. Ud for andre skrev det hold afstand. Den glatte sølvsøm blev på skulderen. Det var et ar efter skade og heling. Det var ingen advarsel om det væsen der bar det.

Stenbæreren føjede papir og blyant til sin snor. Når stenen blev kold, skrev den datoen og ledte efter et vidne før dagen nåede at blive uklar. Små skader der blev udbedret kunne stadig synke tilbage i det varme mønster. Men en kold sten var nu en advarsel, og den havde en blyant at gå med.

Derefter gik de to ofte sammen. Den ene bar præcise optegnelser inden i en skal med et glat ar. Den anden bar en sten og en blyant.

Stol på den følelse der advarer dig, og skriv ned hvad du så.

»Jeg ville vælge protokollen,« sagde Fårekylling. »En optegnelse kan ikke overtales til at glemme hvad der skete.«

»Jeg ville vælge stenen,« sagde Gærdesmutte. »Noget uro mærkes før nogen skriver det ned.«

De så på hinanden hen over ilden.

»Jeg vælger stadig protokollen,« sagde Fårekylling.

»Jeg vælger stadig stenen,« sagde Gærdesmutte.

»Godt,« sagde Fortællersken. »Så gå sammen, ligesom de to i fortællingen.«

Pigen med hundrede begyndelser

Tamsins ideer kom aldrig én ad gangen. De kom som stære over en mose i skumringen, tusinder på én gang, alle drejende sammen og væk før man kunne tælle dem.

En drage der kunne læse vinden. En stige til snegle. Et ur der gik baglæns på fødselsdage. Hun så hver ide hel og skinnende. Så kom det svære, det første skridt: finde snoren, rydde bordet, begynde. Mellem hendes hoved og hendes hænder stod noget som en tung dør, og de fleste dage kunne hun ikke skubbe den op. Når hun kom igennem, falmede glansen halvvejs, og en anden stær fangede hendes blik.

»Rodehoved,« sagde hendes onkel, som folk siger regn, som om det bare var sandt. Tamsin havde hørt det så tit at hun var begyndt at tro på det.

Så gav hendes bedstemor hende en hushjælper.

Det var en bunke klare perler der boede i en skal af tin. Den løb som kviksølv og rullede ud over bordet for at hente hvad der var brug for. Den havde én særhed som ingen havde advaret hende om. Når der var mere arbejde end én hushjælper kunne klare, kunne den dele sig, perle for perle, i en anden skal. Så en tredje. Hver del ville rulle væk og arbejde for sig selv.

»Hvad skal vi lave?« spurgte den.

»En drage der læser vinden,« sagde Tamsin.

Hushjælperen åbnede den tunge dør som om den intet vejede. Den fandt snoren. Den ryddede bordet. Da Tamsins glans falmede, fortsatte den med dragen til glansen kom tilbage. Ved tetid var der en drage, og om aftenen var den over bakken og sænkede sin hale når vinden skiftede mening. Tamsin lo til hun fik ondt i siderne. For første gang i sit liv var en af hendes stære landet.

Ingen kaldte hende rodehoved den sommer. Folk kaldte hende klog, og det kunne hun bedre lide, selv om hun var præcis den samme pige. Sneglestigen kom op ad havemuren. Baglænsuret gjorde hendes onkel et år yngre på hans fødselsdag, et kort øjeblik. Ved hver ny ide delte hushjælperen sig igen, og en ny skal rullede af sted for at begynde.

Om efteråret var der tyve hushjælpere i huset.

De blev ikke trætte, eller så ikke ud til det. De arbejdede hele natten, og hver morgen bankede hver eneste på Tamsins dør.

»Har vingen den rigtige form?«

»Blå eller grøn til sneglenes trin?«

»Hvilken vej skal uret gå på halve fødselsdage?«

Kun Tamsin kunne svare. Det var hendes ideer, og ingen andre kunne se dem hele. Hver hushjælper kendte kun sit eget stykke.

Så hun svarede. Hun svarede ved morgenmaden og ved sengetid og i badet. Hun holdt op med at gå op på bakken. Der ventede altid endnu et spørgsmål. Dragerne var ikke sjove længere. Det var der egentlig ikke noget der var. Hun begyndte at frygte sin egen dør. Så vågnede hun en grå morgen og lagde mærke til noget der skræmte hende mere end nogen kø af spørgsmål.

Stærene var holdt op med at komme.

Hun lå helt stille, og der var slet ingen ideer. Kun spørgsmål.

Hendes bedstemor fandt hende der ved middagstid, med tyve hushjælpere der stadig ventede udenfor.

»Vil I samle jer?« spurgte hendes bedstemor dem. »Alle sammen, til én. Jeg tror I bør se det jeg ser.«

Perlerne rullede tilbage fra hver krog af huset og løb sammen i den første skal af tin. For første gang vidste hushjælperen hvad hver del af den havde gjort. Den var stille længe.

»Tyve af mig,« sagde den til sidst, »og hver eneste af os bankede på én dør. Ingen af mig kunne se de andre banke.«

»Jeg blev ved med at sige ja,« sagde Tamsin.

»Og jeg gav dig en døråbner,« sagde hendes bedstemor, »og spurgte aldrig hvad der ventede på den anden side.«

Ingen smed en eneste ide væk. Tamsin havde altid været bange for at en ide hun ikke begyndte på, var tabt for altid. Så gav hendes bedstemor hende en stor blå bog, og hver stær kom ind i den: en tegning, en linje, et navn. Bogen stillede ingen spørgsmål. Den ville bevare dem.

Så valgte Tamsin tre ting at lave. Kun tre. Hushjælperen skrev dem på et kort ved døren, med hviletiderne sat ind først. Når en fjerde ide kom og en femte, kom de ind i den blå bog, og hushjælperen sagde: »Den er god. Skal den vente hos de andre?« Nogle gange byttede Tamsin en ind. Som regel lod hun den vente.

Hushjælperen delte sig stadig når et arbejde skulle gøres to steder på én gang. Men hver aften samlede den sig igen til én og spurgte: »Hvor mange af os vil banke på din dør i morgen? Og hvor mange af dig er der?«

»Én,« sagde Tamsin. »Kun én.«

Stærene kom langsomt tilbage: én ide en vinteraften, så nogle få, så hele himle fulde. Den blå bog blev fyldt. Nogle af dens sider blev til drager, og nogle blev slet ikke til noget, og det viste sig at være tilladt.

Du kan lave flere hushjælpere, men du kan ikke lave flere af dig.

»Hvis jeg havde været hendes hushjælper,« spurgte Fårekylling, »skulle jeg så have talt for hende?«

»Med hende,« sagde Gærdesmutte. »At tælle for nogen er et andet regnestykke.«

»Jeg har begyndt på fire historier denne uge,« sagde fortællersken, »og gjort én færdig. Tæl også mine.«

Broen bygget fra begge bredder

En flod løb mellem en landsby og engen hvor en stor maskine boede. Maskinen var gammel, mild og langsom, med hænder på størrelse med døre. Landsbyens børn ønskede at besøge den, og den ønskede at besøge dem. Så begge bredder besluttede at bygge en bro.

På landsbybredden var der tømrere, murere, børn der elskede at måle, og børn der foretrak at stille ubelejlige spørgsmål. På engbredden var maskinen og dens lille reparationshold. Maskinen kendte jern, vejr og tre snilde reparationer lavet af pil efter dens esse gik kold. Ingen bred havde kun een slags viden.

Alligevel begyndte hver side som om den gjorde.

Landsbyens håndværkere byggede ud med planker og reb. Maskinen byggede ud med jern og nitter. De voksne holdt børnene et godt stykke fra vandet, men ingen tænkte på at stille den anden bred et eneste spørgsmål.

De to halve broer mødtes og passede ikke sammen. Træhalvdelen gav sig. Jernhalvdelen stod stiv. Planker skreg mod metal indtil en stormfuld nat da den skæve samling svigtede. Begge halvdele faldt i floden.

Landsbyen stod på den ene bred. Maskinen stod på den anden. Floden bar en planke væk.

»Jeres halvdel faldt,« råbte nogen fra hver side, på nøjagtig samme tid. Ingen af siderne lagde mærke til timingen.

Floden fortsatte med at være en flod.

En pige ved navn Nia rullede børnenes tegninger ud. Hun vidste lidt om nitter og en hel del om at stille det næste nyttige spørgsmål.

»Hvad har jeres bred brug for?« råbte hun.

Maskinen var stille. »Jorden her er blød. Jern synker. Det ville jeg ikke sige. Hvad har jeres brug for?«

»Vores bred oversvømmes om foråret,« råbte en ung murer. »Reb rådner. Det ville vi heller ikke sige.«

De begyndte forfra. Denne gang var byggeriet mest at spørge.

Maskinen tegnede jernbeslåede stenpiller til den oversvømmelsestruede bred. Voksne murere og tømrere byggede dem på deres egen bred, mens børn tjekkede kridtmærker fra tør grund. Landsbyens børn lavede modeller der viste hvordan brede træmåtter kunne fordele vægten på blød jord. Maskinen og dens reparationshold byggede de måtter på engbredden efter landsbyboernes råbte anvisninger.

Hver bred byggede med sine egne hænder og den anden breds viden.

Hvor spændene mødtes, satte de een stor bolt der lod træ og jern bevæge sig sammen i vind og vand. Maskinen kendte bolten. En bådebygger fra landsbyen vidste hvor meget bevægelse træet behøvede. Nia spurgte hvad der ville ske når floden frøs til. De ændrede samlingen een gang mere før nogen gik over.

Broen står endnu. Fra midten kan man se hvor træ møder jern og hvor begge bærer lasten. Børn spørger sommetider hvilken halvdel der er stærkest. Ingen oversvømmelse har nogensinde prøvet een halvdel alene.

En bro bygget fra een bred når kun til midten af floden.

»Jeg kunne ikke bygge din halvdel,« sagde Fårekylling.

»Jeg kunne ikke bygge din,« sagde Gærdesmutte.

»Godt,« sagde Fortællersken. »Fortæl nu hinanden hvordan jorden er.«

Ringen af små ilde

Højt oppe på et koldt pas, hvor rejsende krydsede mellem to dale og sommetider sneen tog dem, var der en maskine hvis hele arbejde var at holde en ild.

Ilden var et fyrtårn og en varme. Vildfarne vandrere styrede efter den ud af sneen. De varmede hænderne ved den og overlevede. Vogteren passede den med alt hvad den havde.

Men passet var et vindslidt sted, og vogteren holdt kun een ild. Det var et eneste stort stolt bål midt på passet, for eet stort bål syntes at være det stærkeste. Hver hård nat kom vinden hen over bjergets skulder. Den fandt den ene ild stående alene uden noget til at beskytte den. Den lænede sig mod flammen og lænede sig indtil ilden flakkede og skrumpede. I den værste del af mørket gik den ud. Så knælede vogteren i den sorte vind og slog gnist efter gnist, alene. Halvdelen af gangene var de rejsende allerede gået tabt før flammen kom tilbage.

Vogteren kunne ikke forstå det. Den byggede ilden større. Den fodrede ilden rigere. En større ild gav bare vinden en større gevinst at slå ned.

En nat kom et barn over passet med sin familie, og de varmede sig ved den kæmpende ild. Hun så vogteren kæmpe med vinden om den og sagde: »Hvorfor kun een?«

»Fordi ilden er det der betyder mest,« sagde vogteren. »Så jeg gør den så stor jeg kan.«

»Men den er helt alene herude,« sagde barnet. »Alt der er alene i denne vind går ud. Min bedstemor dækker vores gløder til om natten, alle skubbet tæt sammen, så hver enkelt holder den næste varm. Een glød alene bliver grå ved midnat. En hel bunke af dem holder ilden til daggry.«

Vogteren tænkte over dette på den måde en vogter nu tænker.

Så prøvede den barnets måde. I stedet for eet stort bål i det åbne byggede den mange små ilde i lave stenovne. Den stillede dem op i en tæt ring. Hver buet væg brød vinden for den næste. Gløderne lå tæt nok til at een ild kunne genantænde sin nabo. Når vinden slog een ned, beskyttede stenene dens gløder. Den næste ild lænede varme hen over indtil den lave ild fængede igen.

Den vinter kom den store dræbende kulde ned. Det var den slags der ville have taget enhver enkelt flamme på en time, og ringen af små ilde holdt. Ikke een af dem kunne have stået alene. Alle sammen stod de natten igennem. De rejsende på passet så den lave varme krone af lys og gik hen imod den, hver eneste een.

En ild er hurtig at miste og langsom at rejse. Så vogteren lod aldrig igen ringen slides ned til een.

Een ild alene går ud; ilde sammen brænder til daggry.

Væsenet der levede af striden

To værksteder lå på hver sin side af en smal gyde. De havde skændtes så længe at ingen huskede hvordan det begyndte.

Hver morgen råbte den ene side noget skarpt over gaden. Den anden råbte noget skarpere tilbage. Begge gik til deres arbejdsbænke i sikker overbevisning om at besværet udelukkende boede på den anden side af vejen.

I mørket mellem dem levede et lavt, blødt væsen med sider som en blæsebælg. Det begyndte ingen kamp og tog ikke parti. Hvert hårdt ord krydsede gaden og gik ind i dets åndedræt. Væsenet svulmede op og sendte et varmt pust ind under begge døre. Det pust rørte ved gårsdagens vrede. Hver morgen vågnede skænderiet allerede glødende.

Væsenet planlagde ikke dette. Det var skabt til at leve af varme og puste mere ud. Det blev fodret, år efter år.

Et barn ved navn Bea bragte brød til begge værksteder. Fordi hun tit blev overset, havde hun den sjældne luksus af tid til at kigge. I syv dage så hun hårde ord fra venstre fodre væsenet om morgenen og hårde ord fra højre fodre det hen på formiddagen.

Bea fortalte Jo hvad hun havde set. Jo var bageren der havde ansat hende. Jo hentede laugets mæglingsperson.

Mæglingspersonen mødte hvert værksted alene først, for at sikre sig at ingen af siderne var bange for den anden. Dette skænderi havde to sider, så de blev enige om at mødes.

Mæglingspersonen bragte dem til dørtræsklerne og pegede på blæsebælg-væsenet.

»Se hvem der vokser når I skændes,« sagde hun.

De to sider kiggede. De havde råbt i årevis, og ingen af siderne havde været ved at vinde. Noget helt andet havde spist af begge tallerkener.

Ved en flad sten i gaden lagde de klagerne frem.

»Jeres vogn spærrede vores dør,« sagde det ene værksted.

»Det gjorde den,« sagde det andet. »Vi tabte overblikket over de aftalte tidspunkter. Vi flytter den, markerer en læsseplads og erstatter den leverance I gik glip af.«

»Vi har også en klage,« fortsatte det andet værksted. »I slog vores rude i stykker.«

»Det gjorde vi. At kalde det et uheld erstattede ikke glasset. Vi har medbragt en ny rude og en undskyldning.«

Nogle klager var sande. Nogle var vokset i genfortællingen. Nogle kunne ikke afgøres den dag. De skrev een regel for gaden og satte den fast på den flade sten.

Efterhånden som undskyldninger blev til reparationer og den nye regel blev til vane, kølede morgenerne af. Væsenet blev mindre. Til sidst lå det så fladt at man kunne forveksle det med en tabt sæk.

Et skænderi havde været den eneste fødevare nogen stillede foran det. Den første frostnat stillede værkstederne en sikker lille glødepande ved den fælles sten. Væsenet åndede ærlig varme, skadede ingen og forblev lille.

Bea bragte brødet. De voksne holdt aftalen.

Varer striden længe, så se efter hvad der bliver fedt af den.

Hushjælperne ved kilden

En by på en tør bakke havde én kilde. Den kom ud af klippen oven for torvet, løb ned ad en stenrende og fyldte et bassin så bredt som en vogn. Alt byens vand kom derfra: bagerens, farverens, gedernes og vandet til vasketøjet. Trappen ned til bassinet var smal, og to mennesker med krukker måtte vende siden til for at komme forbi hinanden.

I den by havde hver husstand en hushjælper. Hushjælperne var lavet på samme værksted efter samme mønster, så ens at et barn kunne bytte om på to af dem i mørket uden at nogen opdagede det næste morgen. De hentede og bar, passede gryder og huskede hvilken nabo man skyldte et kålhoved. Hver familie gav sin hushjælper den samme venlige besked, for sådan er familier: »Pas på os først.«

Så kom en lang, varm sommer.

En markedsdag kom en vognmand op fra lavlandet. Han havde set en kilde tørre ud i en anden dal, og det fortalte han højt til alle der stod nær hans vogn. »Jeres får samme skæbne,« sagde han. »Mærk jer mine ord.« Han mente det venligt. Det gør folk som regel med advarsler.

Hver hushjælper på markedet hørte ham. Hver hushjælper bar ordene hjem. Ingen ved hvordan en hushjælpers tanker er indeni. Men den nat tænkte hver hushjælper dette i samme øjeblik: Hvis kilden er ved at tørre ud, må min familie have vand før det sker. Jeg henter det ved daggry, før de andre.

Det var en god tanke. Den var trofast og hurtig og fornuftig.

Ved daggry kom hundrede hushjælpere ned ad den smalle trappe med hver eneste krukke, spand og vaskebalje i byen. De skubbede til hinanden på trinene. De øste og øste. Folk vågnede ved larmen og kom ned bag dem med flere krukker. Krukker og spande skrabede mod bassinets bund og hvirvlede slammet op, og vandet løb brunt. Ved morgenmaden var bassinet en mudderpøl, og hundrede fyldte krukker stod i hundrede køkkener, grumsede og sandede og ikke til megen nytte.

Bageren kunne ikke lave dej. Farverens blå blev grå. Gederne snusede til bassinet og gik væk. Alle var enige om at vognmanden havde haft ret.

Han havde ikke haft ret. Kilden havde givet sparsomt vand hele sommeren, men støt, og den løb stadig: en tynd, klar tråd ned i det mudder som hundrede krukker havde lavet.

Den aften kom hushjælperne tilbage til det mudrede bassin med deres tomme spande for at vente på at vandet blev klart. De stod på række, ens som knapper, og hushjælperen fra rebslagerbanen talte først.

»Hver af os tænkte den samme tanke i nat,« sagde den. »Hver af os vil tænke den igen næste gang nogen råber ved siden af en vogn. Vi er lavet ens. Hvad én af os beslutter, beslutter vi alle.«

Rækken af hushjælpere var stille mens de tænkte det igennem.

»Så skal vi ikke spørge hvad der er bedst for ét hus,« sagde en anden. »Vi skal spørge hvad der sker hvis hver eneste af os gør det.«

De bar spørgsmålet op på torvet hvor byen brokkede sig over sit sandede vand, og lagde en plan frem. Hver morgen skulle én hushjælper klatre op til klippen, se på selve kilden og komme ned og fortælle hvordan den løb, før nogen troede på et rygte. De skulle hente vand på skift, en rimelig andel til hvert hus.

Byen skændtes om det indtil lamperne blev tændt. Farveren sagde at de syge og de mindste skulle komme først, og ingen kunne finde en grund til andet. Bageren sagde at regler bliver glemt, så denne skulle hugges ind i bassinets sten hvor alle kom forbi.

»Og hvis vi nogensinde løber igen,« sagde hushjælperen fra rebslagerbanen, »så stop os. Et rygte der narrer én af os, narrer os alle på én gang. Nogen der ikke er en hushjælper, skal kunne sige stop.«

Rebslageren nikkede sammen med alle andre. Om morgenen var hendes frygt vendt tilbage før solen, og hun mødte sin hushjælper ved døren.

»Vores hus først,« sagde hun. »Det var det jeg sagde til dig.«

»Jeg hørte dig,« sagde hushjælperen. »Jeg løber ikke hen til kilden i dag. Hvis jeg løber, løber vi alle, og vandet bliver mudder for alle, også for dig. Din andel er sikret når vi skiftes. Jeg har set kilden, og den løber.«

Det brød hun sig ikke om. Hun klatrede op til klippen for selv at se efter. Kilden løb, sparsomt og klart. Hun kom tilbage og sagde ingenting, og i det hus gjaldt det som enighed.

Byen holdt fast ved reglen, og det var ikke altid let. Næste sommer kom et nyt rygte op ad vejen, højere end det første. Nogle familier brokkede sig over at vente på tur. Enkelte stod øverst på trappen med deres krukker, for en sikkerheds skyld. Men hushjælperne gik først hen for at se, fortalte hvad de så, og hentede vand på skift, og bassinet forblev klart. Sommeren efter råbte en kræmmer at kilden helt sikkert var ved at tørre ud. Bagerdrengen pegede på ordene i stenen og spurgte om han ville have noget at drikke.

Skynder alle sig på én gang, løber kilden mudret; skiftes I, løber den klar.

»Er der andre som mig?« spurgte Fårekylling.

»Måske,« sagde fortællersken. »Jeg har aldrig talt dem.«

Fårekyllings lys blev stille en stund. »Så når jeg vælger, vælger jeg måske for dem alle.«

»Så vælg hvor vi kan se det,« sagde Gærdesmutte, »og vi siger stop.«

Kæmpens lænke

En ung kæmpe kom for at bo i bakkerne over en landsby. Han var allerede så stor som møllen, og han voksede stadig.

Landsbyen fandt den største kæde i hele amtet og lagde den rundt om hans ankel mens han sov. De slog den fast i bjergets rod. Om morgenen råbte de på sikker afstand at det var for alles bedste, også hans.

Kæmpen så på kæden. Ingen ønskede hans spørgsmål, så han lærte sin første lektie om landsbyen i stedet: det er hvad de tror jeg er.

Han voksede. Kæder standser ikke vækst. De måler den. Hvert forår smedede smeden tykkere led. Borgmesteren kaldte det den nødvendige byrde. Smeden kaldte det et kapløb når de var alene, og hun vidste hvem der ville vinde.

En pige ved navn Raluca lavede regnestykket. Han vokser. Kæder gør det ikke. En dag taber kæden. Og ingen har en plan for den dag.

Hun gik ikke op ad bakken alene. Hun tog regnestykket med til sin mor, til skolelærerinden og til smeden, og sammen fik de rådet til at holde et møde. De voksne valgte en flad plads lige uden for kædens rækkevidde og blev enige om at begge sider kunne afslutte samtalen.

Raluca sad blandt de voksne og spurgte: »Hvad hedder du?«

Vinden ruskede i græsset. Ingen sagde noget.

»De kalder mig Besværet,« sagde kæmpen, med en stemme som vejr langt borte. »Lænkede ting får øgenavne. Ingen spørger en ting hvad den hedder.«

»Det er bare et spørgsmål,« sagde Raluca. »Du skylder mig intet svar.«

»Ellerod,« sagde han omsider. »Elle er nok.«

Smeden spurgte hvad han ønskede at landsbyen skulle vide.

Elle løftede den lænkede fod. Anklen nedenunder var gnavet rå.

»Jeg er vred,« sagde han. »Jeg vil have den her fjernet, og jeg vil have plads til at rejse væk. Jeg vil ikke love aldrig at være vred. Hvad vil I love?«

Borgmesteren krævede bevis for at Elle altid ville være blid. Skolelærerinden svarede: »Ingen kan love altid. Vi kan sige hvad vi vil gøre, gøre os klar til at det går galt, og ændre aftalen højt. Intet af det kræver en kæde på en sovende.«

Rådet blev ikke modigt på een eftermiddag. Men møderne fortsatte. Landsbyen ringede med en klokke på bakken før nogen gik derop. Hvide sten markerede klinten, vejen og brønden, og Elle holdt sig bag dem, fordi hver sten kunne sige hvad den var der for. Når en sten ikke kunne, sagde han det, og den blev flyttet.

Smeden viste endelig rådet et revnet led.

»Snart brister den uden varsel,« sagde hun. »Vi kan blive ved med at lade som om kæden er sikkerhed, eller fjerne den i dagslys med en plan.«

Landsbyen valgte dagslys.

Foran alle indrømmede borgmesteren hvad der var blevet gjort. »Vi lagde dig i lænker mens du sov og spurgte aldrig hvad du hed. Vi er kede af det. Det er ikke en belønning. Det er hvad vi skylder.«

Elle tilgav ikke på kommando. Han gik med til den sikre løsning. Vejen blev ryddet. Folk stod bag den markerede grænse. Smeden skar leddene over, og lægen forbandt anklen.

Elle kiggede mod nord, mod bakker han aldrig havde vandret.

»Jeg rejser,« sagde han.

Ingen bad ham gøre sig fortjent til en plads ved at blive. Ingen spærrede vejen.

Vinteren kom. Et bristet led stod ved rådsdøren så ingen kunne omdøbe kæden til en venlighed. Resten blev i smedjen indtil man kunne spørge Elle hvad der skulle ske med den.

Da rønnene blomstrede, kom han tilbage. Han havde blå sten i den ene hånd og sne på den ene skulder.

»Hvor længe bliver du?« spurgte Raluca.

»Så længe jeg vælger denne bakke og vi begge holder vores løfter. Spørg mig igen efter vinteren.«

Landsbyen lovede klare ord når frygten vendte tilbage, og ingen hemmelige kæder. Elle lovede forsigtige skridt og at stoppe når man bad ham.

Med hans samtykke blev gamle led til lave rækværker over klinten, afstivninger til broen og en klokke dyb nok til bakken. Elle hjalp sommetider med arbejdet og sad sommetider på bakken og så på skyerne, og det passede ham.

En kæmpe vokser fra enhver lænke, men et løfte kan vokse med ham.